Ny borgmester: Sådan vil jeg genoprette tilliden til Alternativet

Den nye kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde vil stå for mere gennemsigtighed i gangen på Rådhuset i et forsøg på at genoprette tilliden til Alternativet.

Sagerne omhandlende Niko Grünfelds CV-rod og høje kontorindretningsforbrug har efterladt Alternativet med en vælgertillid, der skal genoprettes.

Nu er det op til partiets nye kultur- og fritidsborgmester at sikre, at borgmesterposten og det succesfulde kommunalvalg ikke var en engangsforestilling.

Franciska Rosenkilde, der i dag blev valgt af partiets medlemmer til borgmesterposten, agter at gøre dette ved at fjerne distancen mellem borgere og Rådhusets tykke mure.

Det fortalte hun, da hun var igennem til et direkte interview i TV 2 Lorrys 19.30-udsendelse søndag.

Hvad vil du gøre for at genoprette tilliden til partiet blandt de københavnske vælgere?

- Vi skal være bedre til at formidle Alternativets successager fra Rådhuset, så borgerne, Københavnerne, der ikke nødvendigvis er medlemmer kan få et bedre indblik i, hvad vi foretager os derinde.

Hvordan kommer københavnerne til at mærke, at det nu er dig, der er Kultur- og Fritidsborgmester?

- Jeg vil fortsætte Alternativets kulturpolitik, så det vil ikke ændre sig som sådan. Selvfølgelig er jeg et andet menneske, og jeg gør tingene anderledes end andre. Men det tager vi en dag af gangen.

I dag fik København ny Kultur- og fritidborgmester. Vi fulgte med fra sidelinjen på en afgørende dag for partiet.

Hvorfor faldt valget på dig?

- Jeg har været medlem af partiet rigtig længe - siden 2014 - og jeg var folketingskandidat og har været med i mange processer af Alternativets politikudvikling. Jeg tror, det spiller en rolle. Samtidig har jeg siddet i Kultur- og Fritidsudvalget de seneste 10 måneder og har været gruppeforperson lige så længe.  

Rosenkilde blev valgt af Alternativets medlemmer ved en afstemning i eftermiddag. Hun fik 52 procent af de afgivne stemmer og blev valgt foran partifællerne Badar Shah og Kåre Traberg Smidt.

Franciska Rosenkilde er 42 år og Alternativets gruppeforperson i Københavns Borgerrepræsentation.

Hun har siddet i Sundheds- og Omsorgsudvalget samt Børne- og Ungeudvalget. Tidligere sad hun også i Kultur- og Fritidsudvalget. Hun fik 1.893 personlige stemmer ved kommunalvalget i 2017.

Rosenkilde har en professionsbachelor i sundhed og ernæring fra Metropol samt en kandidat i geografi fra Københavns Universitet. Hun har tidligere arbejdet som kok.

DET SAGDE FRANCISKA ROSENKILDE I SIN VALGTALE INDEN AFSTEMNINGEN:

- Hvis I vælger mig, så får I en borgmester, der vil have meget fokus på børn og unge i København. Jeg vil arbejde for, at det bliver lettere for alle børn at melde sig ind i forenings- og idrætslivet. Samtidig vil jeg også arbejde for mere kunst og kultur i folkeskolen. Der skal være musiktilbud til alle skolebørn. 

 

- Jeg vil også arbejde for at værne om nye kreative værksteder og fællesskaber, som popper op.

 

- Jeg bliver en borgmester, der kommer til at gå i arbejdstøjet i driftsrummet, og jeg vil bruge noget tid på at genoprette Å's tillid, troværdighed og sammenhold i København. 

 

- Kultur er rigtig vigtigt . Det er det, vi gør, og det vi er. Det er det som mange af os identificerer os med. Det er i kulturen, at vi ændrer adfærd og ændrer samfundet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik