Ny børnelokkersag? 12-årig pige tilbudt lift af fremmed mand

Politiet vil tage kontakt til den bilist, som ville give et lift til en fremmed 12-årig pige.

Midt- og Vestsjællands Politi har igen fået en anmeldelse om en mulig børnelokker i Jyllinge-området, da en 12-årig pige fredag blev tilbudt at køre med en fremmed mand.

Det skriver sn.dk

Læs også Politiet nedsætter task force i jagten på børnelokker

Pigen var på vej hjem fra skole, da en mand i en sort bil kørte op på siden af hende og spurgte, om hun ville have et lift. Hun kendte ikke manden og stak af i løb. Manden, der betegnes som værende 50-55 år foretog sig ikke mere.

Pigen fik noteret bilens nummerplade, og nu vil politiet kontakte ejeren for at spørge, hvad han har lavet.

Læs også Endnu en børnelokker i Jyllinge: Mand i varevogn løb efter 10-årig

Midt- og Vestsjællands Politi understreger dog overfor sn.dk, at der ikke nødvendigvis har været tale om en børnelokker. Det kan også være tale om en mand, der har set pigen på den store vej og ikke har tænkt på, hvilke signaler han kunne sende.

Uanset hvad mandens intention har været, forstår Martin Bjerregaard fra Midt- og Vestsjællands Politi godt forældrenes reaktion.

Læs også Børnelokker i Jyllinge: Sådan skal du tale med dit barn

- Man har gjort det rigtige og fortalt os, at der har været denne her hændelse, og så må vi se, hvad vi kan få ud af det, siger han til sn.dk.

TV 2 Lorry har mandag aften været i kontakt med Midt- og Vestsjællands Politi, men der er endnu ikke noget nyt at berette i sagen.