Ny app: Få leveret din cheeseburger og panodiler til døren

Glemte du at købe dine smøger, da du handlede? Eller har du lyst til en cheeseburger? Med en ny app kan du få leveret varerne lige til døren.

Har du feber og ligger hjemme under dynen og har brug for en skål varm suppe og smertestillende? Eller craver du bare en BigMac-burger? Nu behøver du ikke at bevæge dig uden for en dør for at få fat i blandt andet ovennævnte varer. 

En ny leveringstjeneste kan nemlig bringe dig alt fra håndkøbsmedicin til en BigTasty fra MacDonald's lige til din hoveddør, det skriver bt.dk

quote Mange af vores bud kører på cykel. Lige nu er vi kun i København, men vi vil rigtig gerne komme ud til hele landet. 

Jakob Kristiansen, Direktør, Burd

Det er via den nye app, ved navn 'Burd', man kan få leveret alle tænkelige varer lige til døren.

Konceptet er simpelt. Du skal blot downloade appen, vælge den butik eller restaurant du ønsker at bestille dine varer fra, og et såkaldt 'bud' vil sørge for at levere din varer inden for 45 minutter.  

'Det handler om bekvemmelighed'

- Det er bekvemmelighed. Alt der kan blive leveret til døren, det vil folk gerne have, sådan lyder det fra Jakob Kristiansen, som er direktør for Burd. 

Appen blev lanceret tilbage i april, og den er sidenhen blevet testet i nogle måneder. Det er indtil videre kun kunder i København, der kan få leveret deres varer lige til døren. 

- Mange af vores bude kører på cykel. Lige nu er vi kun i København, men vi vil rigtig gerne komme ud til hele landet, siger Jakob Kristiansen.  

Hvordan kan I garantere, at varen bliver leveret inden for 45 minutter?

- Når det stikker helt af, så siger vi til folk, at vi bliver forsinkede. Men ellers kan de hele tiden tracke vores bud via appen. Du kan se, når vedkommende er nået ud til butikken, og når buddet er på vej til dig, siger Jakob Kristiansen. 

Ifølge direktøren henvender appen sig til det yngre segment. De er dog ved at lave en ny app, som i højere grad henvender sig til virksomheder: 

- Vi har testet vores system, og vi kan se, at vi kan en masse andet end at levere mad. Vi er i fuld gang med at udvikle en ny app til næste år, hvor vi også kan levere pakkepost, forklarer direktør Jakob Kristiansen til TV 2/Lorry. 

Prisen for leveringen 'on demand' er 39 kroner per 2,5 kilometer. 

Ifølge virksomhedens hjemmeside kan man via appen Burd bestille alt lige til døren fra klokken 08-23 i hverdagene, mens varerne kan leveres fra klokken 08-20 i weekenderne. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik