Politiet har torsdag anholdt en fjerde ung mand i sagen om Omar El-Husseins skudattentater 14. og 15. februar i København.
Anholdelsen er sket torsdag formiddag, oplyser politiet.
Han sigtes for medvirken til attentaterne mod debatarrangementet på Krudttønden på Østerbro i København og mod synagogen i det indre København.
To mennesker mistede livet, og flere andre blev såret af skuddene, som blev affyret af Omar El-Hussein, der senere selv blev dræbt af politiet.
I forvejen er tre andre unge varetægtsfængslet i sagen. De sigtes ligeledes for medvirken - blandt andet ved at have hjulpet gerningsmanden med våben.
Den senest anholdte vil blive fremstillet i et grundlovsforhør fredag.
Her vil en anklager bede en dommer om at varetægtsfængsle den sigtede.