Ny adresse i spil til ungdomshus

Politikerne på Københavns Rådhus er tæt på at opgive Frederikssundsvejens Skole som nyt ungdomshus. I stedet er kulturhuset på Dortheavej i Nordvestkvarteret nu i spil som nyt koncert- og samlingssted for de unge fra Jagtvej 69.

Massiv
modstand fra naboerne til Frederikssundsvejens Skole har reelt
fået politikerne på Københavns Rådhus til at opgive tanken om at
indrette skolen til nyt ungdomshus. I stedet er kulturhuset på
Dortheavej 61 i Nordvestkvarteret nu kommet i spil som muligt
nyt hus til de unge fra Jagtvej 69, erfarer Berlingske Tidende.
Forslaget om at placere et ungdomshus på Dortheavej - samme vej
hvor i øvrigt også Islamisk Trossamfund holder til - kom på
bordet i går under et møde på overborgmester Ritt Bjerregaards
kontor mellem Socialdemokraterne, de Radikale og repræsentanter
for de unge. Ifølge Berlingske Tidende oplysninger stammer idéen
om Dortheavej fra Bispebjerg Lokalråd, der sent torsdag med
stemmerne 13 mod syv besluttede at sige nej til et ungdomshus på
Frederikssundsvejens Skole. Ingen af deltagerne på gårsdagens
møde ønsker at bekræfte oplysningerne om at placere et
ungdomshus på Dortheavej, men alle er enige om, at der skal
findes et ungdomshus - eventuelt ved at komme med alternative
adresser til de to nuværende forslag: Frederikssundsvejens Skole
og Bavnehøj. Socialdemokraternes gruppeformand, Jesper
Christensen, erkender det begynder at se sort ud med hensyn til
Frederikssundsvejens Skole, men han vil afvente det endelige
høringssvar fra lokalrådet, inden der træffes nogen afgørelse.
Det erfarer Berlingske Tidende. »Vi er jo ikke i tvivl om,
hvordan stemningen er i forhold til Frederikssundsvejens Skole -
det begynder efterhånden at se svært ud. Men alle rundt om
bordet er enige om, at der skal findes en løsning, og vi er også
klar til at lede efter andre adresser,« siger Jesper
Christensen. Kulturhuset på Dortheavej huser i dag en række
foreninger, værksteder, galleri og café. Disse aktiviteter skal
i givet fald flyttes, og en central kilde peger på, at
Frederikssundsvejens Skole, der blot ligger 750 meter fra
kulturhuset, kan indrettes til nyt kulturhus. De Radikales
gruppeformand, Manu Sareen, fastslår i lighed med
Socialdemokraterne, at selv om Bispebjerg Lokalråd ikke har
vetoret i forhold til placeringen af et nyt ungdomshus, skal får
lokalrådet reelt stor indflydelse på afgørelsen. »Når vi har
sagt, at vi vil lytte meget nøje til naboerne til
Frederikssundsvejens Skole og lokalrådet, så skal vi
selvfølgelig også gøre det. Og kan det ikke lade sig gøre på
Frederikssundsvej eller Bavnehøj, må vi kigge efter andre
muligheder, men det er for tidligt at snakke om konkrete
alternativer,« siger Manu Sareen. De unge har gentagne gange
slået fast, at de meget gerne vil have ungdomshuset til
Frederikssundsvejens Skole, men at de til gengæld ikke vil
acceptere at flytte til Bavnehøj. Skolen på Frederikssundsvej
står fortsat øverst på ønskelisten, men Katrine fra de unges
forhandlergruppe afviser ikke at andre adresser kan komme i
spil, hvis det ender med et nej til skole-løsningen. »Så må vi
kigge videre og så håbe på, at der kommer en løsning. Jeg håber,
at det går meget stærkt,« siger Katrine, der ikke ønsker sit
efternavn frem. Det skriver Berlingske Tidende.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik