Nu starter jagten på forhadt plante, som kan give ubehagelige sår

Kæmpe-bjørnekloen spirer livligt i disse forårsdage, og derfor er det nu, man skal sætte bekæmpelse i gang, hvis man vil den krasbørstige plante til livs.

De brede blade og hvide blomster kan måske nok være smukke at se på, men bag det fine ydre, er kæmpe-bjørnekloen en aggressiv og giftig fætter, der ofte udkonkurrerer andet grønt.

Bjørnekloen kan dukke op hos alle. Især ejendomme tæt på vandløb er udsatte, idet frøene spredes ad vandvejen. Bjørnekloen er en invasiv art, der hurtigt vokser sig til skovlignende bevoksninger. Derfor er det vigtigt at komme i gang i god tid og være grundig med bekæmpelsen.

Arkivifoto af en kæmpebjørneklo. Planten går også under det latinske navn heracleum pubescens.
Arkivifoto af en kæmpebjørneklo. Planten går også under det latinske navn heracleum pubescens.
Foto: Palle Hedemann - Ritzau Scanpix

Grundejere har pligt til at bekæmpe den

I Køge Kommune trådte en ny indsatsplan mod bjørneklo den 1. marts i år. Den betyder, at alle kommunens grundejere har pligt til at bekæmpe bjørneklo på eget areal.

Bekæmpelsen skal være igangsat inden 1. juni og skal medføre, at planterne dør. Der kan søges om tilskud til dyrehegn i forbindelse med græsning af arealer med bjørneklo.

- Vi gør en stor indsats for at bekæmpe kæmpe-bjørnekloen. Den vokser sig meget hurtigt stor, og udkonkurrerer andet grønt, og kommunens grønne arealer skulle meget gerne have lidt alsidighed og i øvrigt helst være ufarlige. 

- Derfor er det vigtigt, at vi kommer kæmpe-bjørnekloen til livs. Og her har vi brug for borgernes hjælp, siger formanden for Teknik- og Ejendomsudvalget i Køge Kommune, Erik Swiatek (Soc.dem).

Bekæmpelsen af kæmpe-bjørnekloen er nemmere og sikrere i det tidlige forår. Så snart jorden er frostfri, kan det derfor være en fordel at starte bekæmpelsen op.

Hvad kan du selv gøre?

  • Inden du giver dig i kast med bekæmpelsen, skal du huske at beskytte dig mod den giftige saft fra planten. Saften fra bjørneklo må ikke komme i kontakt med huden, og det er derfor vigtigt at beskytte sig med briller, lange bukser og støvler, langærmet trøje og vandtætte handsker.
     
  • Rodstikning er den mest effektive, manuelle metode til bekæmpelse af bjørneklo i det tidlige stadie. Her skærer man roden over mindst ti cm nede i jorden, lader planten stå og trækker spaden lige tilbage uden at vippe jorden. Planten vil herefter visne og samtidig skygge, så nye spirer af bjørneklo ikke får lys.
     
  • Hvis du ser bjørneklo på et offentligt areal, skal man huske at anmelde det til kommunen. Det kan man gøre gennem ’Giv et praj’, som man både kan finde på kommunens hjemmeside og som app.

 

Kilde: Køge Kommune


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik