Nu starter det: Forhøjet risiko for snøft, nys og kløe

Godt en halv million danskere er påvirket - Og nej, det er ikke influenza.

'Atjuuu!'

Influenza-sæsonen er til alles store lettelse endelig på retræte. Men nu starter der så en ny, men dog anderledes sæson, der ligeledes giver risiko for snøft og nys - og læg dertil også kløe - hos et stort antal danskere.  

Pollensæsonen er nemlig officielt gået i gang, oplyser Astma-Allergi Danmark, der har opfanget stigende mængder pollen og hassel i luften. 

- Pollensæsonen stod allerede på spring i slutningen af januar, men så kom vinterkulden i februar og begyndelsen af marts og satte en stopper for træernes forårsfornemmelser, siger Karen Rasmussen, der er biolog og leder af pollentællingerne i Astma-Allergi Danmark, i en pressemeddelelse.

Københavnsk pollenfælde bekræfter

En såkaldt pollenfælde i København har mandag registreret pollental på 38 for el og 1 for hassel, hvilket er en nyhed, der berører de op mod en million pollenallergikere herhjemme, som lider af høfeber.

- Nu er der igen strejf af forår i luften, og det får elletræer og hasselbuske til at springe ud cirka en måned senere end en gennemsnitlig sæsonstart. Det er der dog intet usædvanligt i. Pollensæsonen for de tidligst blomstrende træer og buske kan nemlig svinge op til to måneder fra år til år alt afhængigt af vintervejret, siger Karen Rasmussen.

Det er ikke ualmindeligt, at birkepollenallergikere også reagerer på pollen fra el og hassel.

Hvis man har allergi overfor birkepollen, som mange danskere har, kan man derfor godt opleve symptomer på høfeber eller astma allerede nu.

Vejret har stor betydning

Sæsonen for birkepollen starter som regel i løbet af april. Om sommeren skyldes høfeber især pollen fra græs og bynke.

Hvor mange pollen, vi får, afhænger af vind og vejrforhold, og derfor kan det endnu være svært at spå om, hvordan sæsonen vil forløbe i år.

- Vejret har stor betydning for, hvor mange pollen der bliver spredt i løbet af sæsonen. Kommer der flere perioder med kulde og nedbør i foråret, vil det give en stille sæson uden voldsomme pollenmængder. Til gengæld kan lunt og solrigt vejr under blomstringen hurtigt få pollentallene til at stige, siger Karen Rasmussen.

Gode råd til allergikere i sæsonen for pollen:

  • Husk din medicin.
  • Undgå eller begræns udendørsaktiviteter såsom idræt, hvis du får svære symptomer.
  • Brug solbriller eller cykelbriller.
  • Sørg for at få luftet ud, men undgå at lufte ud midt på dagen, hvor der er flest pollen i luften.
  • Pollen kan sætte sig i lufttørret tøj. Brug hellere tørretumbler i pollensæsonen.
  • Gør grundig rent en gang om ugen.
  • Tag eventuelt et brusebad før sengetid for at skylle pollen ud af håret.
  • Hold bilens døre, soltag og vinduer lukket.
  • Installer eventuelt et pollenfilter i bilens ventilationsanlæg.
  • Indstil ventilationen i bilen på recirkulation.
Kilde: Astma-Allergi Danmark

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik