Nu starter ankesagen: Disse tiltag skal forhindre endnu en vandscooter-ulykke

Siden den fatale vandscooter ulykke i Københavns Havn sidste år er flere initiativer blevet sat i søen for at forhindre endnu en ulykke. TV 2 Lorry har samlet et overblik her.

Vandscootere fræsede alt for stærkt rundt i Københavns Havn den 6. maj sidste år, og det tog en fatal drejning.

En 25-årig mand kørte en vandscooter, der torpederede en lille udlejningsbåd og slog to, amerikanske kvinder ihjel.

Torsdag den 28. juli begynder ankesagen i landsretten mod den 25-årige mand. Han blev idømt to års fængsel i Københavns Byret i januar, men anklagemyndigheden valgte at anke sagen for at få hævet straffen.

Siden den tragiske dag i maj sidste år har man ikke bare siddet på sine hænder og ventet på dommen.

Poitikere og organisationer i havnen har alle råbt vagt i gevær over de vandscootere, der ikke må være i havnen, men som fortsat bruger den alligevel.

TV 2 Lorry giver dig nu et overblik over, hvilke initiativer der er sat i gang siden den fatale ulykke for at forhindre en ny: 

Kørekort til vandscootere:

Tirsdag i denne uge blev de første vandscooterbevis udstedt på havnen i Kastrup.

Hidtil har man skullet have et fritidssejlerbevis eller sønæringsbevis som navigatør for at må sejle en vandscooter, men fra 2020 skal alle have et kørekort.

Og prøven er svær, lyder det fra Mogens Raff, der er elev på det første hold. Han undrer sig over den nye lov:

- Det er helt vildt, at på grund af én, der ikke kan finde ud af det, så skal der en ny lov til, siger Mogens Raff

Bliv klogere på, hvad der skal til, for at bestå prøven og få et vandscooterbevis.

Havn spærres af syd fra - gitre udsættes for hærværk

I kølvandet på ulykken har By & Havn besluttet at sætte gitter og flydepontoner op for Stigbordene ud for Sluseholmen i Københavns Havn.

Politiet har oplyst til TV 2 Lorry, at der flere gange i år er blevet set vandscootere i havnen, og derfor har de bedt om, at der bliver spærret af.

Sådan så det ud, da man satte gitre op for Stigebordene ved Sluseholmen.

Mange sejlere og roere er dog sure over, at de ikke længere kan sejle fra havnen og ud forbi blandt andet Sydtippen og Valbyparken, når de har lyst.

Vreden kammede over onsdag, da de lange reb med flydepontoner blev skåret over, og der er desuden blevet fjernet tømmer i Stigbordene for at skabe fri passage for eksempelvis en kajak. Tovene med flydepontoner blev ellers sat op for at beskytte roere mod at komme farligt tæt på gitrene.

By & Havn mener, at der er tale om hærværk: 

- Al hærværk er dumt, men dette er i særdeleshed dumt, da det er hærværk på en sikkerhedsforanstaltning, der skal sikre roere og sejlere fra at komme i farlige situationer. Det svarer til at ødelægge redningsvestene, der hænger i Københavns Havn, siger Kristian Wederkinck Olesen, der er kommunikationschef i By & Havn. 

Onsdag i denne uge fiksede By & Havn det hærværk, der var blevet begået mod Stigebordene.

Nye regler mod vanvidssejlads

Nye regler for vandscootere trådte i kraft den 15. maj i år. 

Det er nu obligatorisk for en fører af en vandscooter at have en ansvarsforsikring. Har man ikke det, må man ikke bruge vandscooteren.

Derudover bliver eksempelvis personskade omfattet af objektivt ansvar. Det betyder, at skadevolderen er omfattet af erstatningsansvar, selv om vedkommende ikke har optrådt forsætligt eller uagtsomt.

Sejler-, vandscooter og erhvervsorganisationer har protesteret mod at indføre objektivt ansvar på området.

Allerede nu gælder det, at man skal være mindst 300 meter fra kysten, før man må sejle stærkt på en vandscooter. De første 300 meter må man kun sejle fem knob og vinkelret ud fra kysten.

Politiet er nu også til vands

I juni sidste år satte Københavns Politi første gang sin nyerhvervede båd ud i Københavns Havn.

Københavns Politi har hidtil været afhængige af Marinehjemmeværnet, når der skulle sejles. Men den nye båd råder politiet over 24 timer i døgnet.

Sidste sommer opnomerede politiet sin tilstedeværelse på vandet, men man vil dog ikke stoppe vandscootere eller andre, der eksempelvis sejler for stærkt, på vandet.

Det er nemlig for farligt. I stedet vil politiet følge vedkommende og fange dem, når de kommer på land.

Også Nordsjællands Politi har fået ny båd, der skal gøre det lettere at bekæmpe hurtigtsejlende motorbåde og vandscootere

Her ses politiets båd, der især vil være at se i Københavns Havnn, når vejret er godt.

Nummerplade til vandscootere?

Den tidligere erhvervsminister, Brian Mikkelsen, Kons., har været varm på idéen om at sætte nummerplader på vandscootere.

Men der er endnu ikke blevet udfærdiget et forslag. TV 2 Lorry har været i kontakt med Erhvervsministeriet, der skriver følgende:

"En eventuel etablering af en mærknings- og registreringsordning kræver dog en række overvejelser, som for tiden pågår. Vi skal bl.a. være helt sikre på, hvad den skal bruges til, og hvordan den skal udformes, før vi etablerer en ordning", lyder det fra ministeriet.

Det skete der den 6. maj: 

  • Otte vandscootere sejlede ind i Københavns Havn, hvor det ikke er tilladt at sejle på vandscooter. 
     
  • Vidner har fortalt, at flere af vandscooterne lavede farlige manøvre.
     
  • Kort før ulykken blev politiet alarmeret af flere vidner om, at der sejlede jetski rundt i havnen. Da politiet ankom, var det for sent.
     
  • Klokken 19.43 torpederede en vandscooter en udlejningsbåd tæt ved Langebro i Københavns Havn, hvor der sad syv amerikanske kvinder. 
     
  • Leah Bell og Linsey Malia blev dræbt i ulykken. De blev henholdsvis 18 og 21 år gamle.
     
  • Kort efter ulykken flygtede vandscooterne til Brøndby Havn, hvor de senere blev anholdt.
     
  • I januar blev den 25-årige fører af den dræbende vandscooter idømt to års fængsel. 
     
  • Hans syv kammerater fik bøder på op til 11.700 kroner for at overtræde loven om sikkerhed til søs.
     
  • Den 28. juni starter ankesagen mod den 25-årige.
     
Kilde: TV 2 Lorry, Ritzau og BT.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik