Nu sker det: Gammel biograf klar til at vise film igen

Den gamle biograf Hundested Kino slår snart dørene op igen efter at være lukket i fem år. Det sker med en opgradering af udstyr.

Rom blev ikke bygget på en dag, og det samme kan man også sige om reetableringen af Hundested Kino.

Men det skrider fremad, og nu kan Hundested Kino fortælle, at man siden stiftelsen for et år siden har skaffet midler nok til at den lokale biograf bliver væsentligt opgraderet, så den fremover er digitaliseret med video og lyd.

- Selvom anlægget er brugt og kommer fra den nedlagte Køge Bio, er det fuldt opgraderet og i moderne stand. Vi glæder os til at vise den første film digitalt i marts måned, skriver Kinos formand Orla Kristensen i en pressemeddelelse.

Donationerne, der betaler for det nye udstyr, er kommet fra Dansk Filminstitut, der sammen med Enid Ingemanns fond har støttet med 125.000 kroner, mens en række lokale støtter har rejst 70.000 kroner.

Historien om Hundested Kino starter ellers tilbage i 1976, da man overtog byens gamle slagterhus. Men biografen måtte lukke, da de daværende ejere i 2011 måtte dreje nøglen rundt, fordi forretningen ikke kunne løbe rundt.

Herefter stod biografen tom i fem år, inden en gruppe frivillige satte sig for at genåbne Hundested Kino for godt et år siden.

Næste fase i biograf-projektet er at skaffe midler til udskiftning af stole, tæppe og loftsbeklædning i salen. Prisen er anslået til 160.000 kroner, og her har Tuborgfonden allerede doneret de første 50.000 kroner, oplyser biografforeningens formand.

Samtidig arbejder foreningen på at konkretisere projektet omkring ombygning af foyer og cafe sammen med arkitekt.

Der vil i de kommende måneder blive vist film løbende og arrangeret foredrag og musikevents i Hundested Kino.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik