Foto: Simon Læssøe / STF - Scanpix

Nu skal københavnere sortere kartoffelskræller og kaffegrums

Hovedstadens indbyggere skal fremover sortere og genanvende kartoffelskræller, kaffegrums og madrester.

Mange københavnere er i senere år begyndt at genanvende plastik, metal og elektronik på lige fod med glas, papir og pap. Nu har politikerne i Teknik- og Miljøudvalget også besluttet at indføre en obligatorisk ordning med udsortering af bioaffald.

Det indsamlede affald skal behandles på et biogasanlæg, mens restproduktet vil blive spredt ud på marker for at sikre at begrænsede ressourcer som eksempelvis fosfor kommer tilbage i naturens kredsløb.

- Hvis vi skal sikre fremtidige generationer mad på bordet, er det helt afgørende, at vi begynder at sortere og genanvende kartoffelskræller, kaffegrums og øvrige madrester, siger teknik- og miljøborgmester Morten Kabell fra Enhedslisten.

Beslutningen betyder, at alle københavnere får en container til bioaffald uanset om de bor i villa eller etageejendom. Mangel på plads til containere i meget små baggårde vil dog betyde, at 10 procent af københavnerne bliver undtaget for ordningen, lyder det fra Teknik- og Miljøudvalget.

Den nye, obligatoriske ordning til sortering af madaffald falder i god jord hos Danmarks Naturfredningsforening.

- Vi er glade for beslutningen. Både fordi miljøet vinder på den, men også fordi det bliver billigere for borgerne, forbrændingen af affald bliver mere effektiv, og fordi vi kan begrænse importen af affald. Det er en rigtig god beslutning, siger miljøpolitisk medarbejder hos Danmarks Naturfredningsforening, Jens Peter Mortensen.

I en tidligere undersøgelse har 78 procent af københavnerne tilkendegivet, at de vil sortere og genanvende det organiske affald, hvis de får muligheden for det. Erfaringer fra andre byer herhjemme og i udlandet tyder dog på, at det reelt er meget færre, der frasorterer det organiske affald, selvom de får muligheden for det.

Morten Kabell vil dog sikre, at så mange københavnere som muligt gør ord til handling.

- Københavnerne er meget gode til at tage ansvar for miljøet og klimaet. Derfor tror jeg også på, at vi kan få mange københavnere til at sortere mere af deres affald, hvis vi gør det nemt og overskueligt, siger Morten Kabell.

Alle københavnere vil derfor få udleveret en spand og særlige poser til bioaffald, og samtidig vil kommunen styrke kommunikationen om genanvendelse.

København har i dag en frivillig ordning med udsortering af bioaffald, der gælder for villakvartererne. Knap en tredjedel har tilmeldt sig ordningen.