Nu skal EP-valgplakater ned: Men mange hænger der stadig

Fristen for at nedtage valgplakater fra Europaparlamentsvalget udløb natten til tirsdag. Alligevel troner mange endnu i lygtepælene.

Europaparlamentsvalget er for længst overstået. Og det er fristen for at tage plakaterne ned nu også. Den udløb kl. 23:59 natten til tirsdag. 

Men det kniber tydeligvis gevaldigt for kandidaterne med at efterleve disse regler. Det vidner blandt andet de københavnske lygtepæle om. 

Således kan man på Stefansgade på Nørrebro spotte både Nikolaj Villumsen fra Enhedslisten og Kira Marie Peter-Hansen fra SF. 

Og i Hillerødgade pryder den socialdemokratiske Jakob Thiemann gadebilledet. 

- Den som hænger plakaterne op, har også pligt til at tage dem ned igen. Så enkelt er det, lyder det kontant fra Ivan Skaaning, der er chefkonsulent hos Vejdirektoratet. 

På Stefansgade i Købehavn hænger Nikolaj Villumsen fra Enhedslisten og Kira Marie Peter-Hansen fra SF stadig i lygtepælene. 
På Stefansgade i Købehavn hænger Nikolaj Villumsen fra Enhedslisten og Kira Marie Peter-Hansen fra SF stadig i lygtepælene. 

De politikere, der stadig hænger på gader og stræder, forbryder sig altså imod reglerne. Men derfor skal man ikke forvente, at Vejdirektoratets medarbejdere vil fjerne plakaterne inden for de næste dage. 

- Det gør vi ikke, når de to valg ligger så tæt, som de gør. Det er temmelig ressourcekrævende, og det ville være spild af penge, siger Ivan Skaaning til TV 2 Lorry. 

- Men det ændrer ikke ved, at tidsfristen er overskredet, og loven skal følges. Politikerne skal selv tage plakaterne ned og skal ikke vente på, at "mor" kommer og gør det for dem. 

Det kommer dog bag på SF's Kira Marie Peter-Hansen, da TV 2 Lorry fanger hende over telefonen. 

- Jeg er uenig i, at det er sådan, reglerne skal følges. Jeg har forstået det sådan, at Vejdirektoratet først tager alle plakater ned, når fristen for folketingsvalget er udløbet. Og derfor kan vi også afvente. 

Men som Ivan Skaaning fra Vejdirektoratet siger, så er regler jo regler, og I skal tage plakaterne ned til tiden - så vil I gøre det nu? 

quote Politikerne skal selv tage plakaterne ned og skal ikke vente på at "mor" kommer og gør det for dem.

Ivan Skaaning, chefkonsulent, Vejdirektoratet

Vi har været af den opfattelse, at vi ikke behøver at tage dem ned endnu. Og det er også det, som vi har sagt til vores frivillige. Vi tager dem samlet ned. Det er også det, som er mindst farligt for vores frivillige, fordi plakaterne hænger så højt. De kom jo først op og hænger altså højest, siger Kira Marie Peter-Hansen til TV 2 Lorry.

Når tidsfristen for nedtagning af valgplakater til folketingsvalget er udløbet ved udgangen af den 13. juni, rykker Vejdirektoratet ud og fjerner samtlige plakater på de statsejede veje, oplyser Ivan Skaaning. 

På de kommunalt ejede veje er det kommunerne selv, der skal fjerne de nu ulovlige Europaparlamentsvalgplakater. Men i blandt andet Københavns Kommune afventer man også tidsfristen for folketingsplakaterne.

- Først og fremmest er det vigtigt at holde fast i, at det er partiernes ansvar at følge Vejlovens regler om nedtagning af valgplakater, og vi har ikke mulighed for at dispensere fra tidsfristerne. Derfor bør alle plakater opsat i forbindelse med EU-parlamentsvalget være nedtaget i dag, skriver Jakob Hjuler Tamsmark, der er enhedschef i Københavns miljø- og teknikforvaltning til TV 2 Lorry. 

- Vi fører tilsyn med valgplakater i hele perioden, frem til begge valg er overstået, men vi vil fortsat prioritere først og fremmest at holde øje med trakfikfarlige plakater eller plakater, der for eksempel kan skade vores træer. Fra nu af har vi også mulighed for at registrere de EP-valgplakater, der ikke er taget ned, men da der er rigtig mange plakater i byen, er det ikke der, vi primært sætter ind. Det er partiernes ansvar at fjerne valgplakaterne, men når fristen for at nedtage samtlige valgplakater er overskredet, går vi i gang med at fjerne de plakater, som stadig hænger til den tid,

I Københavns Kommune kan politikerne, der fortsat hænger i masterne, se frem til en regning for nedtagning:

- Prisen skal fastsættes ud fra, hvor meget tid vi samlet set bruger på registrering og nedtagning af valgplakaterne. Derfor kan vi først beregne den endelige pris, når hele perioden er overstået, men vi forventer, at det vil koste et sted mellem 170 og 230 kroner pr. plakat, forklare Jakob Hjuler Tamsmark.

quote Vi forventer, at det vil koste et sted mellem 170 og 230 kroner pr. plakat.

Jakob Hjuler Tamsmark, enhedschef, Københavns Kommune

- Der er forskel på, om det er en plakat, vi fjerner, fordi fristen for nedtagning er overskredet, eller om det er en plakat, vi har skullet fjerne i løbet af valgperioden, fordi den er hængt op i strid med reglerne. Det sidste koster flere ressourcer hos os, og derfor bliver prisen også lidt højere.

TV 2 Lorry har også kontaktet Nikolaj Villumsen fra Enhedslisten og Jakob Thiemann fra Socialdemokratiet. Men de er ikke vendt tilbage til os. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik