Nu skal diplomater have fartbøder

Snart vil der dumpe konvolutter med fartbøder ind ad brevsprækken på landets ambassader, skriver Urban.
Udenrigsministeriet er i fuld gang med at arbejde på en ordning, så diplomaterne også får tilsendt bøder, når de træder for hårdt på speederen. Hidtil har den diplomatiske immunitet, som gør, at ambassadeansatte ikke kan straffes efter dansk lov, beskyttet fartsyndere.
Og det gør den stadig. Selv om bøden dumper ind ad døren, er det nemlig frivilligt, om ambassaderne vil betale den.
»Vi kan ikke tvinge dem til at betale bøden. Men faktisk har mange ambassader selv ønsket at betale deres bøder, så vi regner da med, at de fleste vil benytte sig af tilbuddet,« siger protokolchef i Udenrigsministeriet Jette Nordam.
Hos den britiske ambassade regner man med at betale bøderne, så snart man får mulighed for det. Det er det britiske udenrigsministeriums politik, at de ansatte skal følge loven og betale bøder, oplyser ambassaden. Men ikke alle ambassader har den politik.
»Vi følger generelt Wienerkonventionen, som fritager diplomater fra bøder og straffe,« siger den russiske vicekonsul Alexey Sazhinov.
Den russiske ambassade er i forvejen berygtet for ikke at betale deres parkeringsbøder, og sidste år havde ambassaden flere hundrede ubetalte bøder.
Girokortene med bøder vil, inden året er omme, begynde at ankomme med posten til ambassaderne. Og nogle steder vil de ende ubetalte i skraldespanden.
Retsordførerne fra SF og De Konservative opfordrer ambassaderne til at betale deres bøder.
»Det udviser respekt og ansvar over for landets love,« siger Karina Lorentzen (SF).
Også Tom Behnke (K) håber, at mange ambassader vi benytte sig af tilbuddet.
»Det er en glimrende ordning, at de nu får mulighed for at betale deres bøder. Det har også en præventiv effekt, at ambassaderne nu får overblik over, hvordan deres ansatte opfører sig i trafikken,« siger han.
Diplomater har ikke en registreret privatadresse i Danmark, og derfor sendes bøderne til deres arbejdsplads: Ambassaden.
»Så selv om man ikke kan blive straffet i en dansk ret, skal de stå skoleret over for chefen. Det ser ikke pænt ud for ambassaden, hvis deres ansatte har mange fartbøder eller andre lovovertrædelser,« siger Jette Nordam
Ifølge protokolchefen sidder de ambassadeansattes fod ikke specielt tungt på speederen.
»Vi oplever det ikke som et stort problem. Ikke større end hos befolkningen generelt. Men derfor skal de jo have lov til at betale deres bøder alligevel,« siger hun til Urban.