Foto: Simon Skipper - Scanpix

Danske modeller skal nu testes for spiseforstyrrelser

Unge danske modeller skal testes for spiseforstyrrelser, før de får lov at arbejde.

I februar og august hvert år bliver København fyldt med smukke, unge mennesker, catwalks, showrooms og after parties, som det hedder på godt dansk. 

Vi mener, det er nødvendigt at sætte fokus på modellernes trivsel og sundhed

Eva Kruse, Copenhagen Fashion Summit

Copenhagen Fashion Week holder nemlig fest i hovedstaden, og ud over en masse god omtale af skandinavisk design, så plejer det at give anledning til debat om modellernes ve og vel. 

Som noget nyt i år er den danske modebranche dog kommet kritikkerne i forkøbet. 

Læs også 10 år med Fashion Week i København

I et samarbejde med Landsforeningen for Spiseforstyrrelser og Selvskade lanceres nemlig verdens første sundhedstjek for modeller. 

- Vi mener, det er nødvendigt at sætte fokus på modellernes trivsel og sundhed, fordi det er en særlig udsat gruppe. De lever jo af at have nogle bestemte kropsmål, og derfor leve op til nogle krav omkring deres udseende. Derfor gør det dem ekstra disponerede til at udvikle et usundt forhold til krop og mad, siger direktør i Copenhagen Fashion Summit Eva Kruse til TV 2 Lorry. 

Læs også Kritik af modeugen: Unge arbejder uden løn

I 2007 lavede man et etisk charter, der skulle sikre, at modebranchen fremmede et sundt og naturligt skønhedsideal, og det er altså en tilføjelse til dette, man laver nu. 

Helt konkret så vil alle 16-årige modeller blive interviewet af en ekspert, der vil undersøge, hvorvidt modellerne har en spiseforstyrrelse eller risikerer at få det. 

Er man meget syg, så kommer man i behandling, og hvis man har tendenserne, vil man få tilbudt nogle terapitimer. 

Test af spiseforstyrrelser blandt modeller

Modellerne inddeles i tre grupper:
  • Ved ingen eller let bekymring: Modellen kan uden videre fortsætte sit nuværende arbejde og vil ikke blive indkaldt til sundhedstjek før om 2 år igen.
  • Ved moderat bekymring: Modellen henvises til tilbud om samtale/støttegrupper og/eller individuelt terapiforløb og kan fortsætte med at arbejde, hvis han/hun accepterer tilbuddet om hjælp
  • Ved middelsvær eller svær bekymring: Modellen henvises videre til yderligere udredning hos egen læge og kan ikke arbejde før han/hun er udredt

Projektet er endnu et pilotprojekt, som er finansieret delvist af modelbureauerne og tøjbranchen, der vil blive opkrævet et sundhedsgebyr på 75 kroner, når de bestiller modellerne. 

I 2018 er det hensigten også at teste ældre modeller.