Nu melder Rødovre sig ind i bycykel-klubben

Snart kan du køre på bycykel fra Rødovre til København. Kommunen har nemlig købt 100 elcykler, der kan krydse kommunegrænsen.

Med ti stationer og 100 elcykler følger Rødovre nu trop og indfører bycykler ligesom kommunerne Frederiksberg og København.

Det betyder, at Rødovres borgere nu kan oprette en bruger og tage turen fra Rødovre til eksempelvis Københavns Hovedbanegård på elcykel for 30 kroner.

Sådan fungerer bycyklen

  • Bycyklen er en elcykel, så en motor hjælper dig med at komme frem - og du slipper for sved på panden.
  • Først skal du oprette en bruger.
  • Derefter kan du logge ind og køre så længe du vil. Det koster 30 kroner for hver påbegyndt time - eller du kan oprette et abbonnement og få det billigere.
  • Når du er færdig med at cykle, afleverer du den i hvilken som helst ladestation. Det kan både være i Rødovre, Frederiksberg og København.

Netop muligheden for at blive en del af et større Bycykelsystem var en af årsagerne til, at Rødovre valgte Bycyklen.

- Vi kan ikke oprette et isoleret bycykelprojekt i Rødovre. Der er tæt trafik mod København og Bycyklerne er gode alternativer til andre transportformer, siger borgmester, Erik Nielsen, Soc.Dem.

De ti stationer skal placeres, hvor der allerede er mange mennesker. Her foreslår man blandt andet Islev Torv og Rødovre Station. 

Derudover giver bycyklens komme virksomheder mulighed for at købe en bycykel. Det kunne gavne virksomheder i eksempelvis Islev, der ønsker bedre cykelmuligheder for deres ansatte. 

Flere kommuner bydes velkommen

Formanden for By- og Pendlercykel Fonden, Niels E. Bjerrum, Soc. Dem., vil gerne have endnu flere kommuner med i bycykel-klubben.

- Vi ser det som en stor fordel for andre kommuner, at de ikke behøver bøvle med lange, ressourcekrævende udbudsrunder og kvalificeringer. Derfor håber vi meget, at Rødovre kan blive den berømte brik, der sætter gang i dominoeffekten, så vi kan få endnu flere kommuner med ombord, siger han i en pressemeddelelse.

Man har i den oprindelige kontrakt for Bycyklen besluttet at afløfte udbudspligten for systemet indtil november 2019 for at gøre muligheden endnu mere attraktiv for omegnskommunerne. 

FAKTA OM BYCYKLEN

Bycyklen blev i 2016 lejet ud 933.000 gange. I 2017 faldt antallet til 730.000 udlejninger. Det er et fald på knap 22 procent. 

DSB, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune præsenterede bycyklen i 2014. 

Leverandøren af bycyklen - GoBike - gik konkurs sidste år. 

By- og Pendlercykel Fonden overtog herefter GoBikes datterselskab. 

By- og Pendlercykel Fonden er stiftet af DSB, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune, og den ejer retten til at udbyde og markedsføre bycyklen. 

De tre samarbejdsparter DSB, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune bidrager samlet med 86,5 millioner kroner til aftalen om bycyklen. Københavns Kommunes andel er 40 millioner kroner. Aftalen om bycyklen omfatter et system, der er i drift i otte år. 

Bikeshare Denmark står for levering, drift og vedligeholdelse af bycykelsystemet.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik