Nu kan unge ned til 12 år igen stille op til valg i København

35 unge i alderen 12 til 20 år får igen muligheden for at stille forslag til Københavns Rådhus.

Sidste år startede Københavns første såkaldte ungeråd, som består af 35 unge i alderen 12 år til 20 år. 

Disse vælges gennem en digital afstemning og får magt til fælles at indstille fire forslag om året, som Borgerrepræsentationen skal diskutere på rådhuset. 

Mens politikerne her vælges for en fireårig periode, så er der dog mulighed for udskiftning i ungerådet hvert år. 

Derfor er det nu igen muligt for byens ungdom at gå på valg, oplyser Københavns Kommune i en pressemeddelelse. 

Ønsker kulturklippekort og 'Ungelance'

Det nuværende ungeråd har blandt andet givet sit besyv med, da politikerne indførte røgfri skoletid på alle københavnske skoler. 

Derudover har man indstillet fire sager, som behandles den 20. september af Borgerrepræsentatioen. 

Man ønsker, at unge tilbydes et kulturklippekort, som giver adgang til kommunale kulturtilbud. At en såkaldt mobil Ungelance tilbyder rådgivning og støtte til unge. At der bygges mindre og billigere boliger i København, og at man styrker integrationen gennem idrætslivet. 

- Udover at arbejde med politik, hygger vi også meget, og det er et megafedt fællesskab at være en del af, siger Oliver Andreas Reinhold Stoltz, der er et af de nuværende medlemmer af Ungeråd KBH. 

FAKTA OM UNGERÅDET

  • Der er 35 medlemmer og 15 suppleanter i Ungerådet i København   
  • For at blive valgt ind, skal man være mellem 12 og 20 år og bo i København   
  • Ungerådet har hvert år mulighed for at sende fire sager til behandling i Borgerrepræsentationen   
  • Ungerådet er uafhængigt af partipolitik, da alle medlemmerne er valgt ind som personer og ikke for et parti   
  • Ungerådet bliver løbende hørt i relevante sager, som for eksempel røgfri skoletid, ændring af skoledistrikter og nye ungdomsklubber   
  • 62 kommuner i Danmark har et ungdomsråd   
  • Man kan stemme på de opstillede kandidater i perioden d. 21. september – d. 4. oktober 2018   
  • Man kan stille op til ungerådet på ungerådkbh.dk.   
Kilde: Københavns Kommune, Børne- og Ungdomsforvaltningen.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik