Siden 24. januar i år har danskere kunne stille forslag til folketinget. Nu åbner Halsnæs også op for borgerdrevne forslag. Foto: Mads Claus Rasmussen - Ritzau Scanpix

Nu kan borgerne (måske) tage magten

Indbyggerne i Halsnæs kan rejse sager, som byrådet skal tage op, hvis 750 skriver under

Synes du, at havnen godt kunne trænge til et en kærlig hånd, eller mangler der en sportshal i kommunen? Nu er det ikke længere kun op til byrådet at komme med den slags forslag. I hvert fald ikke i Halsnæs. For som noget nyt kan du, som borger i Halsnæs kommune, få din idé behandlet i byrådet.

Jeg håber i bund og grund, at det vil få flere borgere til at deltage i debatten også selvom man ikke nødvendigvis får noget igennem.

Steffen Jensen, Borgmester, Halsnæs, Socialdemokratiet

Folketinget har siden januar i år haft samme kanal til borgerne, men hvor er det sværere eller lettere at få sit forslag til byrådet eller til folketinget? Det svar får du længere nede i artiklen, men først skal vi se på borgerdrevne forslag i Halsnæs. 

For fra i dag af kan du på kommunens hjemmeside lægge dit forslag op eller støtte andres. Det eneste krav til forslagene er, at det naturligvis ligger indenfor de opgaver, som kommunen tager sig af. Hvis forslaget får mere end 750 underskrifter vil byrådet i Halsnæs behandle idéen:

- Vi har forsøgt med flere forskellige metoder for at inddrage borgerne i det politiske førhen, og så foreslog Alternativet, at vi kiggede på borgerdrevne forslag i kommunen. På baggrund af det, vil vi prøve at se, om det ikke kan udvikle demokratiet her i kommunen, siger Steffen Jensen, Borgmester i Halsnæs, Socialdemokratiet.  

Læs også Frederik vil afskaffe ministerpension - 60.000 bakker ham op

Forslag i folketinget afvist

I januar gik borgerdrevne forslag til folketinget i luften. Her kræver det 50.000 underskrifter i de første 180 dage på folketingets hjemmeside, hvis folketinget skal tage stilling til forslaget. I slutningen af marts blev det første borgerforslag om at fjerne uddannelsesloftet behandlet af folketinget.

Borgerdrevne forslag i Halsnæs blev besluttet i juni sidste år. Borgmester, Steffen Jensen håber, det vil give bedre forståelse for demokratiet i kommunen.  Foto: Halsnæs Kommune

Men allerede inden forslaget kom for folketinget, havde et flertal af medlemmerne allerede valgt at stemme forslaget ned. Derfor skal man heller ikke i Halsnæs forvente, at alle borgerdrevne forslag bliver vedtaget udelukkende fordi, de har samlet mange underskrifter: 

- Jeg håber i bund og grund, at det vil få flere borgere til at deltage i debatten også selvom man ikke nødvendigvis får noget igennem. Jeg håber, det vil give en øget forståelse af demokratiet, og det, synes jeg, er vigtigt, siger Steffen Jensen. 

Læs også David vil redde havbunden: Nu mangler han bare 49.999 andre

Fungerer bedre lokalt

Men risikerer man ikke, at det bliver ligesom i folketinget, hvor vi har set uddannelsesloftet blive foreslået af over 53.000 underskrifter kun for at blive stemt ned af et flertal på forhånd? 

Jeg tror, lokalt set, er der ting, man godt kan bruge som borgerdrevne forslag. Men selvfølgelig er det ikke bare noget, man lige gør

Steffen Jensen, Borgmester, Halsnæs, Socialdemokratiet.

- Der er ingen tvivl om, at man risikerer, at man ikke får det, man ønsker sig. Udfordringen er tit, at det, der foreslås, koster mange penge som kan tage mange år at beslutte, fordi man så skal se på, hvor man kan i stedet kan spare. Jeg tror, lokalt set, er der ting, man godt kan bruge som borgerdrevne forslag. Men selvfølgelig er det ikke bare noget, man lige gør, siger Steffen Jensen. 

Et borgerforslag bliver kun taget op i byrådet, hvis de ikke tidligere har truffet beslutning om det. Og så tilbage til, om det er lettest at få sit forslag i Halsnæs byråd eller folketinget.

Vil du have dit forslag i Halsnæs byråd, skal du have 750 underskrifter med under armen. Ud af Halsnæs omkring 31.284 beboere vil det sige, at du skal have fat i 2.4% af alle borgere i kommunen, mens det på landsplan kun kræver 0.86% af Danmarks omkring 5.781.190 borgere for at samle 50.000 underskrifter. Dermed er det procentmæssigt lidt lettere at få sin idé i folketinget.