Nu kan borgere i Region H gå til fysioterapi uden henvisning fra lægen

Region Hovedstaden har fået godkendt et forsøg, hvor borgere kan gå direkte til behandling hos fysioterapeuter uden henvisning fra egen læge.

(Arkivfoto) Et nyt pilotprojekt giver borgere i udvalgte kommuner i Region H direkte adgang til fysioterapi uden lægehenvisning. Foto: Ida Marie Odgaard / Ritzau Scanpix

Sundheds- og Ældreministeriet har vendt tommelfingeren opad til Region Hovedstadens forespørgsel om at sætte gang i et nyt pilotprojekt.

Med godkendelsen i lommen kan borgere nogle af regionens kommuner i den kommende tid søge behandling hos en praktiserende fysioterapeut helt uden henvisning fra egen læge.

Det oplyser regionen i en pressemeddelelse.

- Vi vil gøre det nemmere at være borger, og samtidig aflaste de praktiserende læger ved at nytænke og gøre tingene på nye måder. Derfor er jeg glad for, at Region Hovedstaden nu har fået lov til at undersøge, om vi kan give os borgere med lettere skader i muskler og skelet en mere direkte adgang til dygtige fysioterapeuter.

- Samtidig får vi undersøgt om ordningen kan spare os penge ved, at vi sender færre borgere til billeddiagnostik og skærer ned på antallet af besøg hos egen læge, siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S).

Projektet skal blandt andet være med til at afbøde manglen på praktiserende læger i Region Hovedstaden, da man ved direkte adgang til fysioterapi aflaster lægenernes kalendere, hvor de tidligere skulle blåstemple henvisninger.

Der er endnu ikke sat navn på de udvalgte kommuner, men det bliver offentliggjort, inden regionens forsøg går i gang til efteråret.

Til den tid vil tilbuddet gælde alle borgerne i de udvalgte kommuner – ung som gammel – og strække sig over en periode på 12 måneder. Herefter vil det blive evalueret, så man kan fastslå om fri adgang til fysioterapi er en god idé.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik