Konkurs: Firma bag bycykler i København punkteres

Redningsplanen til GoBike, der står bag bycykler i København, er faldet igennem, og firmaet går nu konkurs.

Firmaet bag bycyklerne i København går konkurs. Det er uvist, hvad det vil betyde for bycyklernes fremtid. Foto: TV 2 Lorry

Firmaet bag de hvide, københavnske bycykler går nu konkurs. Det sker, efter at en redningsplan med en række private investorer er faldet igennem.

Det står ikke til at redde. Nu går selskabet konkurs. Der var lavet en plan, men ingen professionelle investorer vil komme med penge - selvfølgelig ikke.

N.E. Nielsen, bestyrelsesformand i GoBike

Det skriver Berlingske Business.

- Det står ikke til at redde. Nu går selskabet konkurs. Der var lavet en plan, men ingen professionelle investorer vil komme med penge - selvfølgelig ikke - når den vigtigste kontraktpartner, nemlig Fonden (By- og Pendlercykel Fonden red.), løber fra indgåede aftaler, siger advokat og bestyrelsesformand i GoBike N.E. Nielsen til avisen.

By- og Pendlercykel Fonden har valgt at sige nej til en redningsplan. På vegne af DSB samt Frederiksberg og Københavns Kommune sender fonden over en otte-årig periode 80 millioner kroner i cykelfirmaet som driftsstøtte. 

Læs også Lønkaos i København: "Måske jeg ikke kan betale mine regninger"

Redningsplan droppes, fordi cykler ikke kan repareres

For omkring to uger siden gik GoBike i rekonstruktion. Det vil sige, at firmaet ikke kan betale sine kreditorer og indebærer en midlertidig betalingsstandsning.

GoBike har hele tiden været presset af stor gæld og dårlig likviditet, fortæller fondens formand, Nikolaj Bøgh, til Berlingske Business.

Vi kan se, at det kræver, at der bliver indkøbt reservedele og repareret på cyklerne, og det kan vi ikke se kommer til at ske med den plan, der er lagt frem.

Nikolaj Bøgh, formand for By- og Pendlercykel Fonden

Han forklarer, hvorfor fonden har afvist at sige ja til den redningsplan, som er blevet præsenteret:

 - Vi kan se, at det kræver, at der bliver indkøbt reservedele og repareret på cyklerne, og det kan vi ikke se kommer til at ske med den plan, der er lagt frem, sagde Nikolaj Bøgh til avisen mandag.

- Vores opgave er at sikre, at cyklerne kan køre, og at de forskellige krav til reparation og så videre bliver overholdt. Og der vurderer vi, at det ikke kan lade sig gøre, med den økonomi der er lagt frem for os, siger han. 

Læs også 6.000 studieboliger skal afhjælpe kaos: "Jeg har boet fire steder på to år"

København mister ikke de afsatte penge

Københavns Kommune fortæller, at det allerede fra begyndelsen har været kendt, at GoBike var presset økonomisk.

Derfor har kommunen ifølge Berlingske Business krævet bankgarantier for de penge, som kommunen løbende har betalt til drift af systemet.

Der er derfor ifølge teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL) heller ikke risiko for, at København mister de afsatte penge, skriver avisen.

Der er afsat 40 millioner kroner til by- og pendlercykler i København.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret