Nu er rekord-snit på CBS-uddannelse blevet endnu højere

Det kræver et karaktergennemsnit på 12,4 at blive optaget på International Business på Copenhagen Business School (CBS) på Frederiksberg.

Mens tusinder af unge håbefulde i disse dage får svar på, om de er kommet ind på deres drømmestudie er adgangskvotienterne til de forskellige uddannelser nu blevet offentliggjort.

Og igen i år er det den engelsksprogede handels- og økonomiuddannelse International Business på Copenhagen Business School (CBS), der kræver det højest karaktergennemsnit.

12,4 skal de håbefulde ansøgere således kunne mønstre på karakterbladet fra gymnasiet. Sidste år krævede samme uddannelse 12,2. 

Flere uddannelser i TV 2 Lorrys sendeområde er at finde på listen over de højeste adgangskrav:

De højeste karakterkrav

  • 12,4 - International Business, Frederiksberg, Copenhagen Business School – Handelshøjskolen
  • 11,9 - Cognitive Science, Aarhus C, Aarhus Universitet
  • 11,8 - Psykologi, København K, Københavns Universitet
  • 11,8 - International Business and Politics, Frederiksberg, Copenhagen Business School - Handelshøjskolen
  • 11,5 - Forsikringsmatematik, København K, Københavns Universitet
  • 11,3 - Psykologi, Aarhus C, Aarhus Universitet
  • 11,3 - Klinisk biomekanik, Odense M, Syddansk Universitet
  • 11,2 - Psykologi, Odense M, Syddansk Universitet
  • 11,2 - Business Administration and Digital Management, Frederiksberg, Copenhagen Business School – Handelshøjskolen
  • 11,2 - Professionsbachelor, kommunikation, Aarhus N, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole
  • 11,2 - Molekylær biomedicin, København K, Københavns Universitet

Den højeste karakter er som bekendt 12, men det er muligt at sprænge skalaen, fordi det lidt endnu er muligt at gange gennemsnittet med 1,08, hvis man søger ind på en videregående uddannelse højst to år efter en adgangsgivende eksamen. Den regel har et enigt Folketinget dog sløjfet fra 2020. 

Det vil dog stadig være muligt at gange gennemsnittet med 1,03 eller 1,06, hvis man tager ét eller flere A-niveausfag.

Minister er glad

Samlet set har 82 procent fået opfyldt deres førsteprioritet, og det glæder uddannelses- og forskningsminister, Ane Halsboe-Jørgensen (S).

- Det er dejligt, at så mange har lyst til at uddanne sig. Jeg håber, de får en god studietid, gør sig umage, men også tager chancer og følger deres nysgerrighed. Vi skal have hele mennesker på vores uddannelser, siger uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen i en pressemeddelelse. 

Københavns Universitet topper

Hele 83,7 procent af ansøgerne til en uddannelse på Københavns Universitet fik deres førsteprioritet. Årets optag steg med 453 personer, og Københavns Universitet er dermed det universitet i Danmark, der optager flest nye bachelorstuderende i 2019, skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse. 

Stigningen kan blandt andet tilskrives en politisk beslutning om at øge kapaciteten på medicinstudiet med 97 studiepladser. Dertil kommer i alt 126 pladser på to nyoprettede ’data-science’-uddannelser, oplyser prorektor Bente Merete Stallknecht.

- Det er positivt, at Københavns Universitet i 2019 kan tilbyde studieplads til over 400 flere unge mennesker, end vi gjorde i 2018. Vores to nye uddannelser, datalogi-økonomi samt machine learning og datavidenskab, har begge fået en flyvende start med fuldt optag. Og så optager vi næsten 100 ekstra medicinstuderende, siger Bente Merete Stallknecht.

Du kan dykke ned i alle tal og fakta om søgning og optag på de videregående uddannelser her.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik