Foto: Erik Larsen

Nu er der et konkret løsningsforslag til beskyttelse af Nordkysten

I morgen præsenterer to kommuner, hvordan de vil sikre Nordkysten, og du kan være med.

Siden 2014 har Halsnæs, Gribskov og Helsingør kommuner i fællesskab arbejdet på at få sikret Nordkysten - de kalder projektet "Nordkystens Fremtid". Nordkysten er nemlig under hårdt pres, når bølgerne går højt under stormvejr.

I morgen præsenterer to af de tre kommuner så et konkret løsningsforslag på et orienteringsmøde i henholdsvis Gilleleje og Hundested.

Læs også Staten vil betale kystsikring på Nordkysten

Løsningsforslaget handler om, hvordan det er muligt at beskytte kysten med en kombination af såkaldt "hård kystbeskyttelse" i form af skråningsbeskyttelse, bølgebrydere og høfder samt såkaldt "strandfodrig", hvor man fylder sand, grus og ral på strandene. Det skriver Gribskov Kommune i en pressemeddelelse.

Blot en fase i en stor proces

Forslaget kommer på baggrund af en stor teknisk undersøgelse, som rådgivergruppen Niras, DHI samt Hasløv og Kjærsgaard har udarbejdet gennem det sidste år. De har været hele kysten igennem for at analysere, hvordan dybderne ser ud, hvordan materialet langs kysten er og meget mere.

Men forslaget er blot en fase i en større proces. Forslaget skal først drøftes politisk og blandt lodsejere, før det kan blive en realitet.

Læs også Borgmestre i Nordsjælland kæmper videre for kysthjælp

På orienteringsmødet i Gribskov vil både borgmester Anders Gerner Frost (NytGribskov), viceborgmester Bo Jul Nielsen (S) og formand for Miljø, Klima og Kyst i Gribskov Kommune Michael Hemming Nielsen være til stede, og de er ikke de eneste:

- Det er et stort projekt, som betyder noget for mange. Derfor har vi eksperterne fra rådgivergruppen med til orienteringsmødet, så borgerne kan stille spørgsmål, siger Anders Gerner Frost i pressemeddelelsen.

Alle er velkomne til mødet uanset tilmelding, men der er allerede cirka 200, der har tilmeldt sig.

Orienteringsmøder i de tre kommuner:

Gribskov
I Gilleleje Hallen 9. juni fra klokken 10 til 12
Tilmelding på: kmbyl@gribskov.dk.

Halsnæs
I Hundested Hallen 9. juni fra klokken 13 til 15
Tilmelding på: halsnaes.dk/nordkystensfremtid 

Helsingør
I Konventum 11. juni fra klokken 17 til 19
Tilmelding på: blv@helsingor.dk

Kilde: Gribskov Kommune