Nu bygges cykelbro over Jyllingevej: "Vi kan ikke få armene ned"

I mandags begyndte byggeriet af en ny cykelbro over Jyllingevej efter flere års ventetid.

I årevis har de ventet i Rødovre - men nu sker det endelig.

Broen over Jyllingevej bliver en realitet.

Det står fast, efter Naturstyrelsen i samarbejde med Rødovre Kommune mandag begyndte nedrivningen af den gamle gangbro over vejen.

Den nye bro, som har været planlagt siden 2014, er blevet udskudt flere gange på grund af uventede komplikationer.

Da arbejdet på den nye bro startede tilbage i 2015 mødte Naturstyrelsen, som er bygherre på projektet, hurtigt udfordringer. Det viste sig nemlig, at broens fundament skulle stå netop der, hvor en stor vandledning lå gravet ned.

- Vi gik i gang i 2015. Og der stødte vi - helt uventet - ind i en meget stor vandledning, som lå der, hvor broen var planlagt til at skulle ligge, siger Ole Ejlskov Jensen, som er chefkonsulent i Naturstyrelsen.

- Vandledningen lå simpelthen ikke der, hvor den var oplyst at skulle ligge i ledningsregisteret, siger han.

Og da vandledningen ikke var sådan at flytte blev konsekvensen, at Naturstyrelsen måtte projektere på ny.

Derfor ender den nye bro med at ligge lidt ved siden af den oprindelige placering.

Cykelbro skal fremme fortidminde

Broen skal give mulighed for, at gående og cyklende kommer over Jyllingevej og er blevet planlagt efter Voldgaden er blevet renoveret.

- Vi kan se, at Voldgaden er blevet et stort aktiv for cykelpendlere og dem, der gerne vil besøge området med det fredede fortidsminde Vestvolden, fortæller Ole Ejlskov Jensen.

Derfor glæder han sig også over, at arbejdet med broen nu er startet.

- Nu er alt i den skønneste orden, og vi er så glade for, at byggeriet endelig går i gang, siger Ole Ejlskov Jensen og tilføjer:

- Vi er så glade! Vi kan slet ikke få armene ned.

- Vi forventer, at hovedkonstruktionen, altså selve broen, bliver gennemført i løbet af efteråret. Og - lidt afhængigt af vejret - kan det godt være, at belægningsarbejdet først er færdigt til foråret, så vi kan indvie broen senest der.

Den samlede pris for etableringen af cykelbroen lød oprindeligt på 15 millioner kroner. Men problemerne har fordyret projektet, som nu kommer til at koste 20 millioner kroner.

- Det, at det har trukket ud og blevet reprojekteret, har fordyret projektet. Men befæstningsprojektet og Rødovre Kommune har fundet den nødvendige finansiering, siger Ole Ejlskov Jensen til TV 2 Lorry.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik