Nu åbner Danmarks største fødevaremarked: "Det bliver lidt frækkere"

WestMarket sender madglade københavnere på en tur rundt i alverdens madkulturer.

Torsdag åbner en ny torvehal i København. Den hedder WestMarket og byder på 59 stader (og et træningscenter) fordelt på 1400 kvadratmeter.

Her kan kan købe friske fødevarer, take-away eller spise et måltid hos et af de mange spisesteder.

Jeg har været racerkører i en bil, der skulle bygges først, og nogle gange har jeg følt mig som Kevin Magnussen.

 Christian Kofoed, adm. direktør for Westmarket

De 59 stader skal afspejle den mangfoldighed, man finder på Vesterbro, og i WestMarket kan man da også få alt fra dansk smørrebrød med et svensk twist over afrikansk hverdagsmad til franske lækkerier.

- Det bliver lidt frækkere, lidt mindre poleret og lidt mindre ensartet. Det bliver med rå betongulve, og facaderne har deres egen sjæl. Vi har arbejdet på, at hver butik har sin sin egen charme, siger Christian Kofoed, der er administrerende direktør for Westmarket.

Staderne i den nye torvehal er op til 28 kvadratmeter, og ambitionen har været at lave et nyt mødested for københavnerne. 

- Det er et sted, hvor du kan mødes med dine venner og samtidig få noget lækkert mad med hjem. Et sted, hvor familien kan samles og hygge sig, lyder det fra direktøren.

En anden oplevelse end Torvehallerne

I WestMarket finder man blandt andre ugandiske UGood, der serverer afrikanske specialiteter, og Kiin Kiin To Go, der hver dag varmer wok’en op til asiatisk gadekøkken.

Christian Kofoed mener, at København har plads til langt flere torvehaller end den eksisterende mellem Israels Plads og Nørreport Station.

- Jeg kan godt lide Torvehallerne, men det er også meget ensartet, og alle staderne er 12,5 kvadratmeter. Vi tilbyder en anden oplevelse, siger han. 

Læs også Fransk ildsjæl åbner Danmarks første emballagefri supermarked

Da TV 2 Lorry onsdag aften snakker med Christian Kofoed, er han til reception i WestMarket. Receptionen er til ære for beboerne i de 160 lejligheder, der ligger over den nye torvehal - som et lille plaster på såret for den larm, de har været udsat for i senere tid.

Den nye torvehal har også udfordret direktøren, forstår man. 

- Jeg har været racerkører i en bil, der skulle bygges først, og nogle gange har jeg følt mig som Kevin Magnussen med en bil, der var ramt af mange problemer. Men nu er vi lige ved at være der, og bilen er tunet og klar. 

Mange fremmødte til grand opening i WestMarket på Vesterbrogade 97 (opdateret torsdag).