Novo trækker diabetesmedicin tilbage

Utæthed i hætteglas med medicin får Novo Nordisk til at tilbagetrække medicin til diabetikere med lavt blodsukker.

Novo Nordisk tilbagekalder et produkt til diabetikere, fordi der er konstateret revner i hætteglas med medikamentet GlucaGen Hypokit.

Det er en medicin, som bruges til behandling af lavt blodsukker hos mennesker med diabetes, og ifølge Novo har omkring 3000 danskere medikamentet derhjemme.

De pågældende produkter kan identificeres ved det såkaldte Lotnummer, som er trykt både på etiketten på æsken, hvori produktet leveres, samt på etiketten på hætteglasset med pulveret.

Produkterne, som tilbagekaldes, har Lotnummer YW60417 og udløbsdato 01/2013.

Novo Nordisk henstiller til diabetikere, pårørende og plejepersonale, der har modtaget et GlucaGen Hypokit med det pågældende Lotnummer, at returnere produktet til apoteket snarest muligt.

Produktet ombyttes uden beregning til et nyt.