Norske koryfæer tilbage efter 15 år: a-ha kommer til København

Her ses a-ha ved deres seneste koncert i Vega i 2002 Foto: Jørgen Jessen / Scanpix

Det populære Fredagsrock-program i Tivoli er blevet et internationalt navn rigere. Det norske band a-ha gæster Plænen i København til sommer.

Har du skrålet med på megahits som Take On Me eller Forever Not Yours og higer efter flere 80'er-hits fra samme skuffe - så er der håb forude.

80'er-stjernerne fra a-ha gæster nemlig Danmark i år, når de træder ind på Tivolis scene Plænen den 27. juli klokken 22.00. 

Læs også Håndører: Så lidt får kunder retur efter Winter Games konkurs

Samtidig bliver deres optræden den eneste på dansk grund i hele 2018, fremgår det af en pressemeddelelse fra Tivoli.

- Er man født i 1980 eller før står a-ha stadig lysende klare. Det gælder ikke mindst numre som The Living Daylights og Take on Me samt den ikoniske musikvideo til sidstnævnte, siger Nikolaj Koppel, der er underdirektør i Tivoli.

Det norske band, der for alvor fik sit gennembrud i 1984 med kæmpehittet Take On Me, huserede scener overalt i verden gennem 80'erne frem til deres første opløsning i 1993. 

Læs også Katinka lærer unge lyrik

Herefter er de blevet gendannet og forenet op til flere gange, men siden 2015 nordmændene holdt sammen og indtager igen musikscener både nær og fjern.

Rockbandet tager i 2018 hul på en stor verdensturné, og det er i den forbindelse, at de gæster Danmark. På turnéen, kaldet 'Electric Summer 2018', spiller a-ha de største hits men også nyt materiale.

- Den gode nyhed er, at de kommer til København for første gang i 15 år. Og den endnu bedre nyhed er, at bandet er meget mere end et nostalgi-act – de kommer i topform og med nye, flotte anmeldelser fra ledende britiske kritikere, siger Nikolaj Koppel og tilføjer:

- a-ha bliver utvivlsomt en af de store koncertoplevelser i Tivolis helt særlige atmosfære, der dufter af sommer, fællesskab og tradition hver eneste fredag i hjertet af København. 

Læs også Tivoli dropper populær forlystelse: Her er afløseren

Mere om a-ha i Tivoli

  • a-ha veksler mellem synthpoppede hitliste pletskud og storslåede ballader båret af forsangeren Morten Harkets karakteristiske vokal og backet op af guitarist Pål Waaktaar-Savoy og Magne Furuholmen på keyboard.
     
  • a-ha har turneret i hele verden, huseret på de eftertragtede hitlister i USA og England samt adskillige steder i resten af verden – a-ha er det første norske band, der har opnået en #1 på US Billboard Chart.
     
  • Der bliver fri adgang til koncerten og for fans, der ønsker at komme helt tæt på de norske verdensstjerner bliver der mulighed for at sikre sig billet til Tivolis Inner Circle. Salget til Inner Circlen åbnes for årskortholdere torsdag den 25. januar kl. 10.00, fra fredag den 26. januar klokken 10:00 er der åbent salg.
Køb billet:
  • Der bliver fri adgang til koncerten med normal Tivoli entré. Der vil også være mulighed for at købe billet til Tivoli Inner Circle til en billetpris på 95 kr. inkl. gebyr på 25 kr. Billetterne købes via Billetlugen.dk eller Tivoli Boxoffice.