Arkivfoto Foto: TV 2 Lorry

Nørreport afspærret efter bombefrygt

Politiet har fjernet afspærringerne ved Nørreport Station efter fund af mistænkelig genstand - en støddæmper.

En mistænkelig genstand på Nørreport Station i København fik lørdag eftermiddag politiet til at afspærre området omkring stationen i knap en times tid.
      Efter at sprængstofeksperter havde undersøgt genstanden, blev afspærringen ophævet igen.
      - Afspærringen af Nørrevoldgade ved Nørreport er ophævet. Og den mistænkelige genstand er blevet identificeret som en busstøddæmper, oplyser Mads Firlings, central vagtleder ved Københavns Politi.
      - Vi fik en anmeldelse klokken 16.18 om en mistænkelig genstand på stationen, og da vi ikke kendte genstandens beskaffenhed, fik vi nogle sprængstofeksperter til at undersøge genstanden nærmere, forklarer han.
      Ifølge ekstrabladet.dk er der tilsyneladende flere biler og buschauffører, der er kørt ind i den efterladte busstøddæmper i løbet af dagen, som har ligget på Nørreport i et stykke tid.
      Men en person har på et tidspunkt stillet støddæmperen, så den stod oprejst. Og det fik altså busstøddæmperen til at se mistænkelig ud, efter at mørket faldt på.
      Togtrafikken har ifølge politiet ikke været påvirket af situationen.