Nørrebro vil have betjente på cykel

Knap 700 af Nørrebros borgere er ikke i tvivl om, hvordan politiet bedst bremser bandekrigen og genskaber ro og tryghed i den hårdt plagede bydel: Der skal mere synligt nærpoliti til i Nørrebros gader.

I stedet for at køre rundt i patruljevogne og
store »hollændervogne« skal betjente ud på gaden og møde
borgerne til fods, til hest, på cykel eller sågar på
rulleskøjter, foreslår borgerne. Og så skal nærpolitistationen
på Nørrebro gerne rykkes ind på Blågårds Plads og modsat i dag
også have åbent i aftentimerne og weekenden. Sådan lød det mest
udbredte ønske, da knap 700 borgere fra Nørrebro tirsdag aften
holdt stormøde i Korsgadehallen. Mødet resulterede i en lang,
lang liste med idéer til kommunen om, hvordan skyderierne i
København kan bremses. Blandt deltagerne var 34-årige Grant
Moore, der har boet på Nørrebro i seks år. Han har en
bachelorgrad i »criminal justice« fra State University i New
York og trækker på amerikanske erfaringer i, hvordan et samfund
bedst kommer kriminalitet til livs. Han skrev tirsdag følgende
forslag: »Der skal flere betjente til fods og på cykel. Man skal
kunne lære deres ansigter at kende. Som det er nu, er de ikke
til at snakke med, når de kører rundt i deres kampbiler. De
reagerer kun, hvis der sker noget. Hvis de er mere synlige, så
skabes der en vis tryghed for befolkningen.« Hans - og Nørrebros
- forslag bakkes op af forskning fra USA, skriver Berlingske
Tidende.»Studier fra byer i USA viser, at hvis folk føler sig
trygge, så skaber det også tryghed i form af mindre kriminalitet
og uro i gaderne. Når folk kan se politiet og kan snakke med
dem, så skaber det en form for fællesskab, så man føler sig som
en del af noget større og noget trygt,« siger Grant Moore. Han
har i den seneste tid set adskillige patruljevogne og
»hollændervogne« i Nørrebros gader. Men kun en enkelte gang har
han set betjente til fods. Og det er skidt, mener han.
Københavns Kommune med overborgmester Ritt Bjerregard (S) i
spidsen har også efterlyst mere nærpoliti på Nørrebro. Det samme
har Nørrebros Lokaludvalg. Men Københavns Politi afviser tanken
om en nærpolitistation på Blågårds Plads, ligesom politidirektør
Hanne Bech Hansen slår fast, at Nørrebros borgere er helt galt
på den, når de savner mere politi på gaden i bydelen: »Der har
aldrig været så meget politi på Nørrebro som nu. Og de er også
ude på gaden og tale med folk,« siger hun til berlingske.dk. Den
afvisning får nu Ritt Bjerregard til at gå til justitsminister
Brian Mikkelsen (K). Hun vil bringe Nørrebros krav om mere
nærpoliti, særligt på Blågårds Plads, videre til den øverste
ansvarlige for politiet i håb om, at han vil lytte til borgerne:
»Det er en naturlig opfølgning på mødet at gøre
justitsministeren opmærksom på, at det er et stort ønske blandt
borgerne på Nørrebro om at få en nærpolitistation på Blågårds
Plads, som man har med succes i Vollsmose og Gellerup,« siger
Ritt Bjerregaard. Københavns Kommune behandler nu de mange
forslag fra Nørrebros borgere, og inden for de næste uger vil
politikerne på rådhuset tage stilling til forslagene.