Foto: Lorry

Nordstrand skal bombe Nordsjælland til sejr

I Mikkel Beckmanns fravær har træner Kasper Hjulmand sat Morten Nordstrand i front mod Shakhtar Donetsk.

Det bliver Morten Nordstrand, der indtager positionen som forreste angriber, når de danske mestre FC Nordsjælland går på jagt efter første Champions League-sejr i Parken tirsdag aften.

Nordstrand, der også var med fra start i fredags mod AGF, spiller i fraværet af holdets hidtil eneste målscorer i den fine turnering, Mikkel Beckmann, der i lighed med Andreas Laudrup ikke er blevet klar.

Som sædvanligt er det Jesper Hansen, der vogter nordsjællændernes mål, mens forsvarskæden også er helt som forventet.

Ivan Runje og Jores Okore udgør midterforsvaret, mens Michael Parkhurst spiller højre back, og Patrick Mtiliga er placeret i modsatte side.

Enock Adu og kaptajn Nicolai Stokholm spiller på den centrale midtbane med Søren Christensen liggende foran.

De to målscorere fra fredagens kamp i Aarhus, Joshua John og Kasper Lorentzen tager udgangspunkt på hver deres fløj, mens Nordstrand altså er ene mand i front.

Kampen mod Shakhtar Donetsk begynder klokken 20.45.