Nordsjællandske livreddere med opråb: Lad sælungerne være i fred

De ser søde og nuttede ud, og derfor vil mange strandgæster gerne hjælpe til, hvis de finder en sælunge på stranden. Men det skal man ikke, lyder det fra livredderne.

Mange strandgæster tror fejlagtigt, at en sælunge er i nød, hvis den ligger alene på stranden og ser fortabt ud.

Men en ensom sælunge på stranden er ikke altid lig med noget negativt - tværtimod.

- Ofte efterlader sæl-moren sin unge på stranden om aftenen for så at tage ud og finde føde i løbet af natten. Men når hun så kommer tilbage fra havet i løbet af dagen, tør hun ikke tage tilbage til ungen, hvis den er omgivet af mennesker, siger John Mogensen, der er livredderchef hos Den Nordsjællandske Kystlivredningstjeneste.

I løbet af sommeren oplever livredningstjenesten, der holder til på kommunestrandene i Gribskov, Helsingør og Halsnæs, at omkring 15-20 sælunger bliver fundet efterladt.

- Mange tror, at sælungen er i nød, men man skal ikke forsøge at hjælpe den - for så går det først galt. Vi har oplevet, at nogle mennesker skubber den tilbage i vandet, men så kan moren ikke finde sin unge igen, da den kan være drevet langt væk til havs.

- Andre putter den ind i bilen og kører efter hjælp med den - men det er ligeså forkert at gøre, siger John Mogensen.

Ring kun, hvis sælen har skader

I stedet skal man gøre noget helt simpelt: Lade sælungen være i fred!

- Det værste man kan gøre er at tage et billede af den og smide det på Facebook, så 400 andre kommer farende for at få et billede af den søde lille sælunge. Hvis man endelig skal tage et billede kan man bruge zoom-effekten og holde det for sig selv, så andre ikke kan se, hvor sælungen ligger gemt, siger livredderchef John Mogensen og tilføjer:

- Man kan også bare gå videre.

En sælunge passes kun af sin mor i tre-fire uger, og i løbet af den tid skal ungen nå at fordoble eller endda tredoble sin vægt.

Kun hvis en sæl har synlige skader bør man ringe efter hjælp på Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral på 1812.

Skal skydes, hvis mennesket blander sig for meget

På landsplan modtog Dyrenes Beskyttelse i juni 297 opkald om sæler, mens der i juni og juli sidste år i alt var 249 opkald, så der er sket en markant stigning. Af de 297 opkald blev 12 foretaget fra hovedstadsområdet, mens 57 opkald kom fra resten af Sjælland.

- Det er altså enormt vigtigt, at ungen får alle sine måltider, så den kan udvikle sig mest muligt. Hvis en unge bliver adskilt fra sin mor for tidligt, kan det få fatale konsekvenser, siger Michael Carlsen, der er biolog hos Dyrenes Beskyttelse.

Derudover minder livredderchef i Den Nordsjællandske Kystlivredningstjeneste John Mogensen særligt hundeejerne om, at alle hunde ifølge loven skal være i snor på strandene - en lov, der er særligt aktuel, når der kan ligge sælunger i sandet.

- Selvom en sælunge ligner en fortabt sten på stranden, så er den det ikke. Men hvis mennesket blander sig for meget i dens liv, så ender det med, at Naturstyrelsen må komme og skyde den, fordi moren ikke kan komme tilbage til den. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik