Nordsjællandske kommuner igen i spil som værter for EM-hold

I første omgang sagde Rudersdal og Hørsholm kommuner nej til at blive værtsby ved EM i 2020 på grund af for høje krav. Men nu er forhandlingerne genoptaget med DBU.

Fodboldentusiastiske personer omkring Hørsholm og Rudersdal kan nu igen holde liv i håbet om at se Europas bedste fodboldspillere i aktion til næste sommer.

Fra begge kommuner lyder meldingen nemlig onsdag, at de nu har genoptaget forhandlingerne med DBU om at blive værter for et EM-hold, når Danmark sammen med 11 andre lande skal være vært for EM i 2020.

Det sker i anledningen af UEFA's 60 års jubliæum for Europamesterskabet i fodbold.

- Vi fik en henvendelse for et par dage siden. Vores direktør sidder og forhandler med DBU. Men lige nu venter vi på at få en konkret udspil fra dem til en aftale, siger Jens Ive (V), bormester i Rudersdal Kommune til TV 2 Lorry. 

Lyngby bliver første værtsby

I første omgang faldt forhandlingerne ellers til jorden, da både Rudersdal og Hørsholm kommuner sagde nej til UEFA's krav, der især omhandlede forsikring af de gæstende stjernespillere. 

- Vi bliver mødt af en mur. En meget professionel og i øvrigt meget velhavende organisation prøver at vælte et kæmpe ansvar over på kommunerne. At påtage os deciderede økonomiske ansvar for elitespillernes ve og vel er helt ude af proportioner, udtalte Jens Ive (V) til TV 2 Sport i november.

Sidenhen er DBU dog kommet på andre tanker, og nu vil det nationale fodboldforbund selv stå for forsikringen af alle træningsanlæg under slutrunden til næste sommer stik imod det første udgangspunkt.

quote Vi har lavet en rigtig god aftale, der handler om, at de har overtaget forsikringsspørgsmålene.

Mette Schmidt Olsen (K), formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Lyngby-Taarbæk Kommune. 

Dette kommer i første omgang Lyngby-Taarnbæk Kommune til glæde, som nu bliver den første værtsby ud af i alt fire under slutrunden.

Tirsdag var UEFA's officielle repræsentant på besøg i Lyngby for at godkende faciliteterne. 

- Vi har lavet en rigtig god aftale, der handler om, at de har overtaget forsikringsspørgsmålene. Så det er DBU, som betaler for det. Og det betyder, at Lyngby Kommune ikke kommer til at få en udgift, hvis Ronaldo skvatter på banen, siger Mette Schmidt Olsen (K), formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Lyngby-Taarbæk Kommune. 

FAKTA OM EM 2020 I KØBENHAVN

Europamesterskaberne spilles fra den 12. juni til den 12. juli 2020. 

 

De 12 værtsbyer er: Amsterdam, Baku, Bilbao, Budapest, Bukarest, Dublin, Glasgow, København, London, München, Rom, Skt. Petersborg.

 

Åbningskampen spilles i Rom den 12. juni 2020.

 

Hver by får tildelt fire kampe med undtagelse af London, som får syv kampe, heraf semifinaler og finale.

 

De fire kampe spilles i Parken i København. Kampdatoerne er:

Lørdag den 13. juni, torsdag den 18. juni, mandag den 22. juni og mandag den 29. juni.

 

Lodtrækningen til EM i 2020 puljekampene finder sted 1. december 2019.

 

Kilde: DBU 

DBU: Falsk alarm 

Fra DBU's side lyder meldingen onsdag aften, at der aldrig har været så store uenigheder, som der er blevet skrevet om i pressen. Derfor kommer det meget bag på dem, at det er blevet blæst så stort op. 

Fodboldorganisationen har nu selv valgt at komme kommunerne i møde ved at købe en tillægsforsikring til den eksisterende kæmpestore forsikring, som man allerede har tegnet i forbindelse med EM-slutrunden. 

- Det har vi gjort, fordi kommunerne ikke ville betale regningen, og så sagde vi, at vi godt kunne gøre det. Vi fandt først ud af senere, at det ikke ville blive noget problem for os at tegne en større forsikring, siger projektleder for EURO 2020, Lene Kryger Pedersen, til TV 2 Lorry. 

Denne tilkøbsforsikring inkluderer nu alle de forskellige træningsanlæg under slutrunden, hvilket har fået flere kommuner til at komme ombord igen. 

- Det er vi helt vildt glade for. Det er mange års forhandlinger, som nu endelig ser ud til at komme i hus, siger Lene Kryger Pedersen. 

Glæde over udsigt til værtskab

Ude i de nordsjællandske kommuner er man glad for, at DBU nu har tegnet en tillægsforsikring, så kommunerne ikke selv ender med at stå til ansvar for det juridske, hvis de bliver vært for et EM-hold.

- Jeg føler, vi har været nogen af de første, som er blevet spurgt, og på daværende tidspunkt var deres krav uacceptable. Nu virker det som om, at det har fået dem til at rykke på tingene, siger Jens Ive (V). 

quote Set i lyset af, at DBU nu fortæller os, at det kan blive udgiftsneutralt, så er det svært at fastholde et nej.

Nadja Hageskov, udvalgsformand for Sport-, Fritid og Kultur i Hørsholm Kommune.

I Hørsholm glæder man sig over, at tingene ser ud til at falde på plads mellem DBU og kommunen. 

Her er man så langt i processen, at man administrativt vil indstille værtskabet for et EM-hold som værende en god idé, når Sport-, Fritids, og Kulturudvalget mødes på mandag.

Her er det i sidste ende politikernes ansvar at godkende beslutningen. 

- Set i lyset af, at DBU nu fortæller os, at det kan blive udgiftsneutralt, så er det svært at fastholde et nej. Vi ser det som en mulighed for at brande vores by og give vores borgere en mulighed for at se store stjerner. Det bliver samtidig også godt for vores erhvervsliv, i og med at der kommer flere mennesker til byen, siger Nadja Hageskov, udvalgsformand for Sport-, Fritid og Kultur i Hørsholm Kommune.

- Det kunne være rigtig dejligt at få et EM-hold til Rudersdal, men i første omgang skal vi have en dialog med vores klubber. Dette skyldes, at DBU ønsker at udvide perioden, hvor de skal bruge træningsanlægget, men vi forventer en positiv holdning, siger Jens Ive (V), Borgmester i Rudersdal Kommune. 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik