Nordsjællandsk nationalpark hænger i en tynd tråd

Nationalparken Kongernes Nordsjælland hænger i en tynd tråd, hvis parken skal bygge på frivillighed og lokal opbakning.

Det står lysende klart efter er debatmøde  i Helsinge med deltagelse af bl.a. miljøminister Karen Ellemann (V), skriver Frederiksborg Amts Avis, onsdag. Landmændene frygter for konsekvenserne af at sige ja til nationalparken.

- På sigt vil vi mærke restriktioner, der forhindrer os i at disponere over vores egen jord, siger Jørn Føns Knudsen, som er en af lodsejerne med jord i det område, der er udset til at blive nationalpark og en af initiativtagerne til et laug, hvor modstanderne nu vil organisere sig.

Et forslag fra en af fortalerne for nationalparken, formanden for Danmarks Naturfredningsforening i Gribskov Kommune, Jens Prom, modtages heller ikke positivt af landbruget. Han siger til Frederiksborg Amts Avis, at en økonomisk støtte til landmænd, der skal afgive jord til vildtpassager eller naturgenopretningsprojekter kan være en af de gulerødder, der kan få de kritiske lodsejere til at ændre holdning.

Formanden for Nordsjællands Landboforening Herdis Dam er enig i, at der skal kroner på bordet. Men ingen lodsejer skal inddrages i nationalparken, før de er sikre på at få støtte. De skal starte med at stå udenfor, og først når de ved, om deres projekter kan få støtte, bør de sige ja.

- Hvis man gør det i modsat rækkefølge, skal landmændene fortsat leve med den usikkerhed, at de ikke kender konsekvenserne af at komme med i en nationalpark, siger Herdis Dam.

Nationalpark-tilhængerne skal heller ikke gøre sig håb om, at parken kan realiseres, hvis der kommer et regeringsskifte efter næste folketingsvalg. På debatmødet fastslog den socialdemokratiske miljøordfører Mette Gjerskov, at projektet aldrig vil blive gennemført, hvis lodsejerne fortsat siger nej.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik