Dækcentralen i Slangerup Foto: TV2/Lorry

Nordsjællandsk by i chok efter drab

Borgerne i Slangerup er dybt berørte over det tragiske drab på den meget vellidte indehaver af byens dækcenter.

Medfølende kondolencer strømmer ind på virksomheden Dækcentralens Facebookside.

"Slangerup har på tragisk vis mistet en særlig personlighed".

"Tak for alle de smil du altid har givet os "

" R.I.P Kære gamle Chef. Håber du er et sted hvor du har det lige så godt som du har gjort det for mange andre."

Kunder, venner og gamle arbejdskollegaer giver udtryk for stor sorg efter den 46-årige indehaver af Dækcentralen, Peter Schytt Hollesens tragiske død søndag morgen. Ifølge Nordsjællands Politi tyder alt på, at det var en 33-årig ansat på Dækcentralen, der stak Peter Schytt Hollesen med en kniv. Den 33-årige tog efterfølgende sit eget liv.

Nordsjællands Politi oplyser samtidig i en pressemeddelelse, at efterforskningen tyder på, at den 33-årige i tiden op til hændelsen, havde optrådt psykisk uligevægtig.

Vi har hele historien i vores udsendelse kl. 19.30 i aften.