Foto: Thomas Lekfeldt - Scanpix

Nordsjællandsk gin hitter: Sælger for millioner

Gin er ikke en dårlig forretning - hverken for iværksætteren bag eller Nordsjælland i almindelighed.

Stengården ligger tre kilometer nord for Fredensborg i naturskønne og fredede omgivelser øst for Esrum Sø. 

Men det er ikke kun de smukke omgivelser, man kan glæde sig over her. 

Mikrodestilleriet Stone Grange Craft Destillery, der er ejet af Henrik Elsner, sælger nemlig spiritus for millioner af kroner. 

Det skriver Berlingske Business. 

I 2016 lancerede man to forskellige gin, Elg Gin No. 1 og Elg Gin No. 4, hvilket er såkaldte compound gin, hvor ingredienserne er destilleret hver for sig og bagefter blandet, og de klarer sig særdeles godt - både i Danmark og i udlandet.

Læs også Ny whiskeybar: Vælg mellem 340 forskellige slags

Opskriften på succes

Og opskriften på succes er åbenbart ganske enkel - 'less is more', som en ældre arkitektonisk fingerregel har heddet:

- Jeg bruger få ingredienser i min produktion, selvom det er stik mod den trend, der hersker i industrien om, at man skal have så mange ting i som muligt, så gin ikke smager så meget af enebær. Jeg kører ikke ud ad et eller andet mærkeligt spor med en eller anden mærkelig urt i min gin, forklarer Henrik Elsner til Berlingske Business. 

I regnskabsåret for 2017/2018 venter han at sælge for omkring fem millioner kroner. Cirka 20 procent af omsætningen kommer fra eksport til specielt England, Tyskland og Østrig, men ambitionen er, at forretningen skal udvides yderligere. 

Lige nu producerer Henrik Elsner 25.000 liter gin, men hans 300 kvadratmeter store destilleri under jorden kan producere op til 120.000 liter af den ædle drik hvert år. 

Henrik Elsner (th) har i begyndelsen af sin karriere forsket i ti år ved Københavns Universitet. Foto: Keld Navntoft - Scanpix

Læs også Spiritus og fyrværkeri hører ikke sammen

Kan tiltrække turister til Kongernes Nordsjælland

Henrik Elsner har en ph.d. i organisk kemi ved Københavns Universitet og har tidligere tjent 50 millioner, da han solgte sine aktier i biotekvirksomheden M&E Biotech - senere Pharmexa - som han medstifter af. 

Han har investeret seks millioner kroner i sit Nordsjællandske mikrodestilleri, hvilket heller ikke synes at have været en dårlig forretning. 

Heller ikke for selve Nordsjælland, mener man i VisitDenmark. 

Lokalt producerede fødevarer og gastronomi tiltrækker nemlig turister, mener man. Her peger man på, at Whiskey-produktionen blandt andet har lokket turister til Thy i Nordjylland. 

Læs også Danmarks femte nationalpark er nu en realitet