Foto: TV 2 Lorry (Arkiv)

Nordsjælland til kamp mod arbejdsløshed

Nordsjælland har længe kæmpet for at knække arbejdsløsheds-kurven. Endnu er det ikke lykkes. Nu gør ni nordsjællandske kommuner noget ved problemet.

Antallet af arbejdsløse skyder i vejret. Bl.a. i Frederikssund, Halsnæs og Gribskov, som har mellem knapt 600 og 800 arbejdsløse.

Men de har fundet en vej ud af problemet i Nordsjælland. En ny fælles rekrutterings-service skal koble arbejdssøgende og virksomheder sammen på tværs af ni kommuner.

I alt er der tæt på 6.000 arbejdsløse i kommunerne. I Hillerød alene er der 735 uden et job. Så borgmester i Hillerød, Dorte Meldgaard, Konservative, øjner nye muligheder.

- Vi vil gerne have flere borgere i job. Jo bedre netværket er, jo flere der er med, jo flere kan vi få i job, siger hun til TV 2 Lorry.

Opgaverne i ordrebogen vælter ind i øjeblikket hos tømrerfirmaet Børge Nielsen i Hillerød. Der er brug for flere hænder. Så det er en stor hjælp, at det nu er nemt, at få adgang til arbejdskraft. Fordi jobcentrene har sat samarbejdet i system.