Arkiv foto Foto: TV 2 Lorry (arkivfoto)

Nordsjælland ramt af to dødsbrande

En person i Skibby og en person i Charlottenlund er omkommet i brande. Begge er formentligt ulykker.

To personer omkom i flammerne i to forskellige brande, der ramte det nordsjællandske i løbet af mandagen.
Den første brand brød ud en bolig i Skibby i Hornsherred, hvor naboer og forbipasserende kunne se, at der var ild i en mand inde i huset.
Der blev slået alarm klokken 15.45.
Man måtte dog opgive at komme manden til undsætning på grund af den kraftige varmeudvikling.
Politiet har endnu ikke identificeret den afdøde, men man går man ud fra, at der er tale om en 51-årig mand, som er tilmeldt på adressen på Rosenhaven i Skibby.
- Han er brændt og forkullet, så det har ikke kunnet lade sig gøre at identificere ham, fortæller vagtchef Palle Jørgensen.
Politiet ved endnu ikke, hvad der har været årsag til branden. Der er dog ikke noget, som tyder på, at branden skulle have været påsat.
Senere mandag ved 21.30-tiden måtte brandvæsnet rykke ud til Charlottenlund, hvor der var gået ild i lejlighed på 3. sal på Strandvejen.
- Da brandvæsnet får slukket branden og kommer ind, finder de en person, der sidder i lejligheden, som er død, fortæller pressetalsmand Henrik Suhr fra Nordsjællands Politi.
- Vi ved ikke ret meget om personen og kan ikke sige, om det er lejlighedens beboer eller ej, tilføjer han.
Politiet er på stedet med teknikere for at fastslå brandårsagen.
Men der er ikke umiddelbart noget mistænkeligt ved branden, som kan skyldes rygning og en flyvsk tobaksglød.
Der foretages obduktion tirsdag.