Fangsten af narkobilister tredoblet i Nordsjælland

Politiet mener ikke, der nødvendigvis kører flere narkopåvirkede bilister rundt på de nordsjællandske veje.

Nordsjællands Politi har siden 1. januar taget 281 narkopåvirkede bilister, skriver Frederiksborg Amts Avis. 

Det er 187 flere end i samme periode sidste år. Dermed er der tale om en tredobling.

Chefpolitiinspektør Magnus Andresen mener dog ikke, at stigningen nødvendigvis er et udtryk for, at der kører flere narkopåvirkede bilister rundt på de nordsjællandske veje.

Han siger til avisen, at det snarere skyldes, at politiet er blevet bedre til at spotte bilisterne.

Samtidig fik politiet sidste år narkometre, og de er et effektivt våben mod lovovertræderne, mener Magnus Andresen.

- Med vores narkometre har vi en bedre mulighed for at teste de bilister, vi mistænker for at være påvirkede at narko. Dermed får vi mulighed for at rejse langt flere sager, siger chefpolitiinspektøren til avisen.

Han glæder sig over, at flere farlige bilister er fjernet fra de nordsjællandske veje.

Og det samme gør Rådet For Sikker Trafik. Til avisen siger den administrerende direktør, Mogens Kjærgaard Møller:

- 99 procent af alle trafikulykker skyldes menneskelig adfærd, herunder kørsel i påvirket tilstand, så vi kvitterer for politiets indsats. Vi har stor tiltro til, at politiet prioriterer deres ressourcer bedst muligt. Når man ved, hvor store veksler, der har været trukket på politiet med øget grænsekontrol og så videre, så er det godt, at man stadig prioriterer trafiksikkerheden.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik