Foto: TV2/Lorry

Noma verdens bedste - for tredje år i træk

Den danske gourmetrestaurant Noma skriver historie og vinder titel som verdens nummer et.

Chefkok Rene Redzepi og resten af holdet bag restaurant Noma kan endnu engang kalde sig de ubestridte konger af den globale madscene.

For tredje år i træk vinder den danske gourmetrestaurant titlen som verdens bedste restaurant.

I begrundelsen skriver juryen, at "Redzepis omhyggelige opmærksomhed på detaljen og en innovativ tilgang" betyder, at Noma formår at beholde sin plads helt i toppen af listen.

Med sin titel skriver Noma historie. Restauranten bliver den første ud over den nu lukkede, legendariske spanske gourmetrestaurant El Bulli, der scorer hattrick i konkurrencen.

Noma, der laver sin mad af nordiske råvarer, var forinden udråbt som titelfavorit af adskillige danske madskribenter.

Det er det anerkendte britiske madmagasin Restaurant Magazine, der har offentliggjort listen over de 50 bedste restauranter i verden.

Kåringen fandt sted ved en ceremoni i London, og hitlisten er blevet til på baggrund af vurderinger fra 800 fremtrædende gastronomer fra hele verden.'

Noma har to stjerner i Michelinguiden, og restauranten har de seneste år jagtet den tredje og sidste stjerne.

Et samlet dansk madanmelderkorps mente da også, at madtemplet burde have haft den sidste hæder, da Michelinfolkene delte stjerner ud tidligere på året. Men Noma må "nøjes" med den fornemme titel som verdens nummer et.

Køen for at få et bord på den verdensberømte restaurant på Christianshavn er flere måneder lang.

Køkkenchef René Redzepi har netop prydet forsiden af Time Magazine og er nu også at finde på listen over de 100 mest indflydelsesrige mennesker i verden.

I begrundelsen for pladsen på listen skrev hans idol den catalanske stjernekok Ferran Adria i magasinet.

- Med sin restaurant har René gjort noget historisk. Han har placeret København og de nordiske lande på det globale gastronomikort. I dag er han på toppen i den kulinariske verden.

Under De Olympiske Lege rykker chefkokken restauranten til London, når Noma lukker fra 20. juli til 15. august på grund af renovering. Det er førte gang, at Redzepi tager Noma med til udlandet, men det bliver ikke de nordiske ingredienser, der kommer til at pryde spisekortet. For Redzepi vil under besøget kokkerere med lokale britiske råvarer.