Noma Foto: TV2/Lorry

Noma skriver nyt kokkebrev: Trusler var en fejl

Restaurant Noma vil nu ændre et brev til ulønnede kokke efter omtale af det hidtige brev.

- Det er en klokkeklar fejl, sådan siger Nomas direktør, Peter Kreiner, om at udenlandske kokke, der har arbejdet gratis i restauranten, har modtaget et introduktionsbrev, der truer med en sort liste.

I brevet får udenlandske kokke klar besked om ikke at blogge eller offentliggøre noget om deres tid på restauranten, og såfremt de gør det, kommer de ifølge brevet på en sort liste, der deles med andre restauranter.

- Der er ingen tvivl om, at ordet sort liste er meget langt fra vores standarder, det vi ønsker at gøre som Noma, og hvad der er normen her i Danmark, siger Peter Kreiner til dr.dk.

Direktør: Kan godt forstå, hvis nogen har følt sig truet af brev

Han forklarer, at brevet blev skrevet med inspiration fra andre restauranters breve, og at truslen om sort liste blev kopieret fra et andet brev.

Ifølge direktøren har en egentlig sort liste aldrig eksisteret på restauranten, men han kan godt forstå, hvis nogen har følt sig truet af brevet, der er beskrevet i Jyllands Posten.

- Det kan jeg sagtens forstå. Det er også derfor, at vi ændrer det, siger Peter Kreiner, der oplyser, at Noma har skrevet et nyt introduktionsbrev, hvor trusler om sort liste er fjernet.

- Jeg er rigtig ked af at vi skal komme hertil, at historien skal i medierne, at det er det, der skal til, før vi ændrer det, og jeg bliver opmærksom på det, siger han til dr.dk.

Direktør: Vi vil kigge på regler mht de nye medier

Direktøren vil dog ikke love, at ulønnede ansatte i fremtiden får lov til at skrive og tale offentligt om deres tid på restauranten.

- Det er vi nødt til at gå ind at kigge på. Det er en helt ny verden med alle de nye medier. Så det vil jeg ikke love, men vi vil kigge på det.

Men de mennesker udtaler sig jo ikke på Nomas vegne, de udtaler sig jo blot deres egne vegne og bruger deres ytringsfrihed til at fortælle om, hvad deres oplevelse har været på en given arbejdsplads. Hvorfor er det et problem for jer, at de siger det?

- Det har været en vurdering, som vi har haft på et tidspunkt. Hvor stort et problem, det er, når man ser fremadrettet, det ved jeg ikke. Og det er da klart, at en situation som den vi sidder i nu, den får os til at genoverveje en sådan vision, siger Peter Kreiner.

Noma truer gratis arbejdende kokke til tavshed

I brev til nye frivillige kokke truer Noma med sort liste, hvis de fortæller om jobbet eller stopper i utide.

'Hold din mund og overhold aftalerne, eller vi skriver dit navn på en sort liste, som vi deler med restauranter i hele verden'.

Sådan lyder beskeden i et introduktionsbrev fra restaurant Noma til de kokke, der kommer fra alverdens lande for at arbejde gratis på verdens næstbedste restaurant, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

I introduktionsbrevet benytter restauranten, der har to Michelin-stjerner, muligheden for på forhånd at advare sine kommende medarbejdere:

- Slutter dit ophold tidligt uden samtykke, eller dukker du ikke op, kommer dit navn på en sort liste, som vil blive delt med andre restauranter verden over, som vi deler et godt forhold med, står der i brevet.

Kokkene må ikke offentliggøre noget fra deres arbejde på Noma for eksempel i en blog. Hvis de pågældende alligevel blogger på internettet, vil de blive bortvist øjeblikkeligt, lyder det blandt andet i brevet.

Arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet kalder brevet for 'hård kost'.

- Ingen kan være i tvivl om, at dette er uetisk og problematisk, siger Henning Jørgensen til Jyllands-Posten.

Avisen har tidligere beskrevet, hvordan to ud af tre kokke på Noma arbejder gratis i godt 70 timer om ugen.

Restaurant Noma afviser over for Jyllands-Posten at udtale sig om sagen.

Kilde: Ritzau