Noma-direktør: Roskildesyge kom fra uheldig medarbejder

Der er intet at udsætte på Noma, mener direktør. Kompensation til ramte gæster kan være på vej.

Ifølge en rapport fra Fødevarestyrelsen er 63 gæster på verdens bedste restaurant, Noma i København, blevet ramt af roskildesyge efter et besøg på restauranten. Og ifølge direktør Peter Kreiner, er det en medarbejder, der formentlig er smittekilden.

- Det mest sandsynlige er, at roskildesygen er blevet bragt ind af en uheldig medarbejder, der ikke har vist nogen symptomer, siger han i en skriftlig udtalelse.

Noma får imidlertid kritik fra Fødevarestyrelsen for ikke at have reageret hurtigt nok, men det skyldes et kommunikationsbrist, fortæller Nomas direktør.

- Sagen er, at vi modtager e-mailen angående sygdom til en ikke-dansk talende/læsende kollega, der har videresendt den til Nomas restaurantchef den 15. februar.

- Denne tjekker imidlertid ikke mail før mandag d. 18., hvorefter han videresender den til mig, der er i dialog med Fødevarestyrelsen denne dag, og aftaler at mødes d. 20. Februar - datoen for kontrolrapporten, siger Peter Kreiner.

Han oplyser, at der kan være penge på vej til de ramte gæster.

- Vi er i dialog med gæsterne angående kompensation, siger Peter Kreiner.

Der er flere måneders ventetid for at få et bord på Noma, der tre gange er blevet kåret som verdens bedste restaurant, og som har to Michelin-stjerner.

Sådan er historien bag verden bedste restaurant:

* Restaurant Noma åbnede i 2003. Allerede i 2005 fik restauranten den første Michelinstjerne. I 2007 fik Noma endnu en Michelinstjerne og er dermed den eneste danske restaurant, der har to af de eftertragtede stjerner.

* I 2006 var Noma placeret som nummer 33 på det britiske madblad Restaurant Magazines liste over verdens 50 bedste restauranter.

* Noma kåres i 2010, 2011 og 2012 som verdens bedste restaurant på det britiske madblad Restaurant Magazines liste over verdens 50 bedste restauranter.

* Nomas placering på listen i 2006, 2007, 2008, 2009 er henholdsvis nummer 33, 15, 10, 3.

* Den 35-årige Rene Redzepi er køkkenchef på Noma.

* Noma er ejet af Rene Redzepi og Claus Meyer.

* Fra restaurantens menukort kan man vælge: Løgstuvning og gæret pære, Taskekrabbe, Æggeblomme og urter, Blomme og rødbede, Stenbider og æble, Kartoffel og löjrom, Sandart og kål, Jernurt og dild, Vildand og pære, Grønkål og blade, Gammel Dansk, Brunost og slåenbær. Prisen for menuen er 1500 kroner.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik