Nøgleopgave for FCK: Andrea Pirlo skal stækkes

FC Københavns Thomas Delaney er imponeret over Juventus-profilen Andrea Pirlo, som skal have en mand i ryggen.

FC København kommer til at stå over for en af verdens bedste midtbanespillere, når Juventus i aften er modstanderen i Champions League-gruppespillet.

Andrea Pirlo er en nøglespiller hos Juventus, og midtbanestrategen bliver ifølge italienernes træner Antonio Conte ikke sparet mod FCK.

FCK's midtbanespiller Thomas Delaney har sammen med holdkammeraterne set video med Pirlo fra lørdagens 1-1-kamp ude mod Inter.

- Jeg glæder mig helt sindssygt til at stå over for Pirlo. Han ligger jo i en meget dyb rolle, så det bliver lige så meget en af vores angriberes rolle at kontrollere ham. Men det bliver fantastisk. Vi har set lidt video på ham, og bare den kamp vi så mod Inter, der slog han fire fantastiske dybdeafleveringer, som kunne have givet mål, så det skal vi være klar på, siger Delaney.

Ser frem til kampen med respekt, glæde og forhåbning

Claudio Marchisio er skadet, så Pirlo kommer formentlig til at have Arturo Vidal og Paul Pogba ved siden eller lige foran sig.

- Juventus har en tremandsmidtbane med Pirlo, Pogba og Vidal, og der bliver Pirlo nok overskudsmanden. Vi skal sørge for at have et negativt pres på ham, så han føler, at han har en i ryggen.

- Det bliver en ordentlig mundfuld og en kæmpe udfordring. Jeg ser frem til kampen med respekt, glæde og forhåbninger om, at vi kan skabe et resultat, siger Delaney.

Italienerne spiller i et anderledes tempo

Den danske landsholdsspiller advarer mod italienernes luskede måde at spille fodbold på.

- Det er nogle typer, som man ikke er vant til at se i dansk og skandinavisk fodbold. De spiller lidt anderledes - nu skal jeg ikke sige langsommere - men de gør tingene i et andet tempo. Det kan se meget langsomt ud, og så lige pludselig er de igennem, så vi skal passe på ikke at blive for tilfredse i vores defensive spil, for de kan garanteret godt snyde os i omstillingerne, siger han.

Delaney skal kæmpe med Thomas Kristensen og Claudemir om positionerne på den centrale midtbane hos FCK, men en placering på venstrekanten er også en mulighed.

- Jeg håber på, at jeg kommer til at spille centralt, men jeg tager selvfølgelig imod det hele. Men jeg føler, at mine kvaliteter er bedst centralt, påpeger Delaney.

Kampen mellem FCK og Juventus fløjtes i gang klokken 20.45.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik