58-årige Jan Malinovski husker fortsat den første tanke, da en række skud natten til torsdag rev ham ud af søvnen:
- Shit, nu igen, lyder det fra Jan Malinovski.
I mere end 35 år har Jan Malinovski boet i Mimersgade på Nørrebro sammen med sin familie. Børnene er for længst fløjet fra reden. Nu deler han og hustruen den 180 m2 store lejlighed. Og selvom årene har budt på lidt af hvert - også mange bandekonflikter - har særligt de utallige skudepisoder henover sommeren sat sig i kroppen:
- Hver gang man hører en høj lyd eller en anderledes lyd, kigger man sig lynhurtigt over skulderen. Normalt er det jo bare trafikken, men den der nervøsitet har ikke været der tidligere, siger Jan Malinovski.
Frustration over kugler, der flyver om ørerne
Jan Malinovski er en af de borgere, som deltager troligt i borgerinitiativet "Vi tager gaderne tilbage", som er en gruppe af lokale borgere og handlende, som mødes dagen efter på åstedet for en kriminel gerning. Dels for at markere deres modstand mod forbryderne, men i lige så høj grad for at hjælpe sig selv:
- Vi er jo også frustrererede over, at kuglerne flyver om ørerne på os. Vi er jo nødt til at gøre noget. Vi kan ikke bare sidde med hænderne i skødet og vente på, at næste kop kaffe kommer ind på sofabordet, siger Jan Malinovski.
Det er lige så meget for jeres egen skyld?
- Det kan man godt sige. På en måde, ja. Men også for de andre. Når vi kommer på gaden, så møder vi jo de naboer, og de mennesker, som har oplevet skyderierne. Og får hjulpet dem igennem den her oplevelse. Og de finder ud af, at de ikke står alene med det, slutter Jan Malinovski.
Svært at affinde sig med tingenes tilstand
På Nørrebrogade er der flere lokale forretningsdrivende, som forbander situationen langt væk:
- Vi kan sidde på fortovet og drikke kaffe og spejde efter kunderne. Der kommer stort set ingen kunder, når der har været skyderi, lyder det fra en butiksejer, som ønsker at være anonym af frygt for repressalier.
- Jeg skal lige parkere min Rolls Royce, lyder det fra en ældre dame, som stiller sin damecykel pænt ind til siden, inden hun lader sig interviewe:
- Jeg har boet i København siden 1956, men jeg har aldrig følt mig så utryg, som jeg gør nu. Aldrig. Og det kan jeg ikke forlige mig med. Jeg kan ikke rigtig affinde mig med, at det er sådan, siger Kirsten Olsen, og fortsætter:
- Tidligere var jeg ikke bange for at gå rundt på gaden. Nu heder det altid taxa frem og tilbage efter mørkets frembrud.
Bekymrede forældre
På en sidegade til Nørrebrogade ligger Ole Jørgensens gade. Der møder vi Katarina Olsen, en ung pige i tyverne, som oprindeligt kommer fra Hellerup. Hun er nyligt flyttet ind i kærestens lejlighed:
- Min mor har sagt til mig, at hun synes, jeg skal komme hjem og sove i stedet, fordi hun ved, hvad der sker, og hun ved, at der kan være skyderier. Hun er selvfølgelig bange for, at det rammer mig, siger Katarina Olesen.
- Det er helt klart en skræmmende faktor, når man skal hjem midt om natten. Og ofte tænker jeg over, at det er bedre at tage en taxa fremfor cyklen. Men det kan jo ikke skræmme mig fra at leve mit liv.
Så du bliver boende?
- Ja, jeg bliver boende, slutter Katarina Olesen.
