02:03

Foto: Local Eyes

1 af 2

Nørrebro hærget med molotovcocktails og flasker

Der bliver begået hærværk og kastet kanonslag efter betjente ved en demonstration i København lørdag aften.

Betjente på Nørrebro i København må lørdag aften beskytte sig mod molotovcocktails, kanonslag, sten og flasker, der bliver kastet mod dem i forbindelse med en demonstration.

De mange demonstranter har samtidig begået hærværk, og politiet arbejder på at få opløst urolighederne, oplyser vagtchef Henrik Brix.

SE FLERE BILLEDER HOS LOCAL EYES HER

- Vi har travlt med en demonstration på Nørrebro, hvor der bliver kastet molotovcocktails, sten, flasker og kanonslag efter os, siger han til Ritzau.

- En gruppe på lidt over 200 mennesker samlede sig fra klokken 22 på Nørrebros Runddel, og ved 23.30-tiden begyndte de at gå ind ad Nørrebrogade. På vejen har de ud over at smide ting efter os også malet graffiti og smadret ruder, siger Henrik Brix.

Graffitien er blevet malet på muren til Assistens Kirkegård, mens der formentlig er tale om butiksruder, der er blevet ødelagt i mødet med demonstranterne.

Ved 00.30-tiden er der foreløbig ikke meldinger om personer, der er kommet noget til i forbindelse med demonstrationen, men det kan nå at ændre sig.

- Vi kender ikke noget til demonstranter eller betjente, der er kommet til skade, men det kan være, at det kommer senere, når vi har overblik over situationen, siger Henrik Brix.

På grund af demonstrationen, som gruppen Reclaim the Streets står bag, er der lukket for kørende trafik på Nørrebrogade. Folk opfordres ligeledes til at undgå Jagtvej.

Demonstrationen er foreløbig blevet opløst, da forsamlingen nåede Sankt Hans Torv, men ifølge Henrik Brix er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at aftenen er slut for demonstranternes eller betjentenes vedkommende.

- Jeg tror ikke, at det er det sidste, vi har fået at se fra dem i aften. Vi arbejder stadig på Nørrebro og forsøger at registrere dem, vi kan få fat i. Det kan måske holde dem fra at fortsætte senere, siger han.

Demonstrationen var ikke anmeldt på forhånd.