Nørrebro får snart emballagefrit supermarked

Et bæredygtigt supermarked helt uden emballage - og betalt af brugerne selv - er på vej på Nørrebro.

Siden LØS Market på Vesterbro slog dørene op den 3. september 2016, har borgerne på Nørrebro efterspurgt et lignende marked i bydelen.

Nu, godt to år senere, bliver det en realitet, når den franske iværksætter og idémand bag konceptet, Frédéric Hamburger, åbner endnu en butik i Jægersborggade på indre Nørrebro.

- Det er stort, og vi har haft en enestående mulighed på Jægersborggade. Det er en gade, som har samme mindset som os. De vil gerne have bæredygtighed i gaden og arbejder løbende med nye koncepter. Så det er perfekt for os at være der. Vi glæder os, siger Frédéric Hamburger til TV 2 Lorry.

Men LØS Market er ikke hvilket som helst supermarked.

quote Det er perfekt for os at være der. Vi glæder os.

Frédéric Hamburger, idémand og direktør, LØS Market

Her er der ingen poser, pap eller papir omkring varerne.

I stedet bliver de solgt fra særlige doseringsenheder kaldet 'siloer', hvor de handlende selv 'tapper' den ønskede mængde i egne krukker, stofposer eller noget helt tredje.

Samtidig sælges der økologisk og bæredygtig, uemballeret frugt og grønt.

Åbner andet emballage-frie supermarked

Franskmanden Frédéric Hamburger er manden bag LØS Market, som nu åbner endnu en butik i København.
Franskmanden Frédéric Hamburger er manden bag LØS Market, som nu åbner endnu en butik i København.
Foto: Presse

Da den første butik åbnede i 2016, var det det første emballagefrie supermarked i Danmark.

Og når butikken i Jægersborg gade slår dørene op om få dage, vil det være emballagefrit supermarked nummer to i Danmark.

Det kommer bag på Frédéric Hamburger, som kun har oplevet voksende tilslutning til butikken i Saxogade.

- Det undrer mig, at der ikke er andre, som er med. Men det er måske en del af kulturen og den måde, supermarkederne er bygget op på i dag. For det er en helt anden måde at arbejde på, lyder det fra franskmanden.

quote Det undrer mig, at der ikke er andre, som er med.

Frédéric Hamburger, idémand og direktør, LØS Market

Flere eksperter siger, at emballage skåner miljøet, da madvarerne på den måde kan holde sig længere og dermed mindske madspild. Hvad siger du til det?

- Jeg er imod den måde at tænke på. Udgangspunktet for mig er ikke at opbevare, men i stedet konsumere min mad med det samme.

- Det handler også om en ændring af indkøbsvanerne. Vi er imod at opbevare varer. Vi vil gerne have, at der bliver købt det, der er brug for. Så kan man købe friske varer, som er uden emballage. Så køber man kun det, man skal bruge, siger Fréderic Hamburger.

Ny butik skal inspirere andre

Ifølge ejeren har butikken i Saxogade på Vesterbro 2.000 kunder om måneden, og det har bevirket, at den allerede nu genererer overskud med en omsætning på tre millioner kroner årligt.

Sådan ser 'siloerne' ud, hvor folk kan tappe varer i de mængder, de ønsker.
Sådan ser 'siloerne' ud, hvor folk kan tappe varer i de mængder, de ønsker.
Foto: Presse
Alle varerne fyldes i beholdere, som kunden selv har med. Ellers kan der tilkøbes beholdere i butikken.
Alle varerne fyldes i beholdere, som kunden selv har med. Ellers kan der tilkøbes beholdere i butikken.
Foto: Presse

Frédéric Hamburger håber nu, at den nye butik kan være med til at få konceptet til at sprede sig til endnu flere steder.

- Jo flere jo bedre - hvis det eksploderer herhjemme, er det fint med mig. I andre lande er de på vej, og jeg håber også, at det kommer her i Danmark, siger han men anerkender også, at det kan føles som et sats at begive sig af den samme vej:

- Det er selvfølgelig en stor investering, og der er høj risiko ved det. Man skal have nogle nerver for at holde til det her.

Alternativ finansiering skal hjælpe butik på vej

Den nye butik på Jægersborggade bliver delvist finansieret af Crowdfunding, der er en slags indsamling, hvor man som helt almindelig borger kan støtte konceptet med penge.

Målet for indsamlingen til det nye supermarked er 450.000 kroner, og de penge skal dække halvdelen af finansieringen af den nye butik.

I skrivende stund er der samlet godt 29.000 kroner ind, så der er et stykke vej med indsamlingen endnu.

Det nye butikslokale på Jægersborggade skal istandsættes. Når det er færdigt, er butikken dobbelt så stor som den nuværende butik i Saxogade.
Det nye butikslokale på Jægersborggade skal istandsættes. Når det er færdigt, er butikken dobbelt så stor som den nuværende butik i Saxogade.
Foto: Presse

Ifølge ejeren er crowdfunding ikke kun en finansieringsmodel. Han mener også, at det er en måde at skabe relationer på og skabe ejerskab blandt kunderne.

- Vi vil gerne, at folk medfinansierer vores projekt. Jo flere penge, man låner, des flere penge skal man betale tilbage - og det betyder i sidste ende, at varerne bliver dyrere, siger han og tilføjer:

- Samtidig er det også for at skabe medejerskab i konceptet og butikken. Vi er så glade, når folk kommer ind, og de siger, at 'de er med'.

LØS Market håber på, at den nye butik på Jægersborggade åbner i starten af december måned.

Sådan så det ud, da Danmarks første emballagefrie supermarked åbnede i 2016: 

I 2016 var interessen for et emballagefrit supermarked enormt.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik