Foto: TV2/Lorry

Nivaagaard mangler penge

Kulturstyrelsen påpeger i en nylig rapport, at Nivaagaards Malerisamling har svært ved overholde museumslovgivningen, og det har sat gang i debatten om støtten til museer i Fredensborg Kommune, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Kommunens økonomiske bidrag til museet ligger langt under landsgennemsnittet af støttekroner, og på det kommende budgetseminar vil både formand og næstformand for Kultur- og Turismeudvalget, Ulla Hardy-Hansen (K) og Ebba Anker Nielsen (SF), kæmpe for, at der sættes flere penge af.

Det glæder naturligvis museumsdirektør Michael Bjørn Nellemann.

- Det ruller i den rigtige retning lige nu, og hvis vi eksempelvis kom op på landsgennemsnittet, ville vi være kommet langt. Vi tager ikke noget for givet, men vi drømmer bare om at fortsætte i den rigtige retning, siger han og tilføjer, at museet er i god dialog med kommunen og politikerne om den fremtidige støtte.