Bendtner idømt 50 dages ubetinget fængsel for vold mod taxachauffør

Anklageren krævede en ubetinget fængselsdom på tre måneder, mens forsvareren krævede frifindelse. Bendtner anker fængselsdommen.

Den danske fodboldspiller Nicklas Bendtner er ved Københavns Byret blevet kendt skyldig for vold og idømt 50 dages ubetinget fængsel. Dommen er blevet anket.

Bendtner var tiltalt for at have slået og sparket en taxachauffør i hovedet under et sammenstød natten til den 9. september i København. En handling med en strafferamme på op til fire og et halvt års fængsel.

Anklager Marie-Louise Kruse krævede dog kun en ubetinget fængselsdom på tre måneder for vold, der ikke var uprovokeret. Bendtners forsvarer, Anders Nemeth, påstod frifindelse for vold, da der var tale om nødværge, eller en betinget dom med samfundstjeneste, hvis han skulle dømmes.

- I forbindelse med strafudmålingen lagde jeg vægt på, at volden var udøvet mod en taxachauffør, som via sit arbejde er særligt udsat for vold. Jeg lagde også vægt på skadernes omfang, og vi kunne høre i forbindelse med domsafsigelsen, at retten var enige, siger anklager Marie-Louise Kruse.

- Det er helt klart udgangspunktet, når man udøver vold mod en taxachauffør, at straffen gøres ubetinget.

I domsafsigelsen blev der lagt vægt på videomaterialet, som ifølge dommeren viste både spark og knytnæveslag. Bendtner blev dømt efter straffelovens paragraf 247.

Det var en formildende omstændighed, at der blev kastet en flaske efter Bendtner forud for slaget og sparket, men at han ikke kunne blive frikendt på grund af nødværge.

Nicklas Bendtner og advokat Anders Nemeth ankommer til Københavns Byret.
Nicklas Bendtner og advokat Anders Nemeth ankommer til Københavns Byret.
Foto: Martin Sylvest - Ritzau Scanpix

Ankede med det samme

Nicklas Bendtner ønskede ikke at udtale sig efter retssagen, men hans forsvarer var selvsagt ikke tilfreds med dommen på 50 dages fængsel.

- Jeg så helst, at Nicklas var blevet frifundet, og derfor er dommen også anket til landsretten, sagde Anders Nemeth og fortsatte:

- Det er med tilfredshed, at jeg konstaterer, at straffen alene lyder på fængsel i 50 dage og ikke de tre måneder, anklagemyndigheden ønskede.

Bendtners advokat: Dommen giver mig anledning til tre kommentarer

- Det er kommet åbent frem, at der ikke er tale om, at Nicklas helt umotiveret har begået vold mod en tilfældig taxachauffør. Det var det, der var fremme i pressen på et tidspunkt. Nu har alle kunnet se, hvordan forløbet har været, og det, man kan konstatere helt objektivt, er, at der var et forudgående forløb, der gav anledning til episoden, så kan man diskutere de skøn og valg, der er truffet undervejs i episoden, men man kan konstatere, at der har været en forudgående episode, siger Anders Nemeth. 

Bendtner var desuden tiltalt for ikke at have sikkerhedssele på og for at gå fra taxaregningen, og her erklærede Bendtner sig i begge tilfælde skyldig. Han skal også betale en erstatning til chaufføren på 11.350 kroner.

Hans norske klub, Rosenborg, har meddelt, at Bendtner fortætter i klubben trods dommen.

Dansk Boldspil-Unions fodbolddirektør, Peter Møller, slår fast, at Bendtner kan få plads på landsholdet, når han har udstået sin straf.

Nicklas Bendtner spiller til daglig for den norske klub Rosenborg.
Nicklas Bendtner spiller til daglig for den norske klub Rosenborg.
Foto: Fredrik Hagen

Chauffør frikendt

Taxachaufføren blev frikendt for forsøg på vold, men skal betale en bøde på 3000 kroner, fordi han ikke havde sele på og talte i håndholdt mobiltelefon.

- Jeg er selvfølgelig godt tilfreds. Min klient har nægtet sig skyldig fra starten. Min mission som forsvarer var at få ham frifundet, og det lykkedes. Vi kan ikke være andet end yderst tilfredse, siger taxachaufførens forsvarer, Mette Grith Stage.

Der var nedlagt navneforbud mod taxachaufføren.

Erkendte slag, nægtede spark

Sammenstødet mellem Bendtner og chaufføren fandt sted i København, hvor Bendtner under et skadesforløb var hjemme i Danmark og i byen med sin kæreste, blogger og model Philine Roepstorff.

Om natten tog de en taxa hjem, men kom op at skændes med chaufføren og endte med at forlade taxaen uden at betale, fortalte Bendtner selv i retten.

Her erkendte Nicklas Bendtner at have slået chaufføren, men at det skete, efter at de begge havde løftet armene i en konfrontation, hvor Bendtner så slog først. Hændelsen kunne ses på videoer, som blev vist i retten.

Chaufføren fortalte, at han efter slaget var omtumlet. Han blev efterfølgende opereret for et kæbebrud, og i retten blev der vist billeder af flere buler og skrammer i hans ansigt.

Sammenstødet opstod, efter chaufføren havde kastet en tom flaske efter ham, og Bendtner udtrykte, at han handlede i selvforsvar.

- Jeg frygtede for at blive overfaldet eller kørt ned bagfra. Jeg tænkte på min kæreste. Jeg havde en skade, og jeg kunne ikke løbe væk derfra. Derfor opsøger jeg situation for at afværge situationen, sagde Bendtner i retten.

Det store stridspunkt i retten var dog, om Bendtner skulle have sparket den liggende chauffør i hovedet. Det afviste han selv, og videoen i retten viste ikke tydeligt, hvad der præcis skete. Selv sagde Bendtner, at han trådte indover chaufføren og spurgte ham, om han var okay.

Anklageren fandt det tydeligt, at Bendtner også havde sparket ham og lagde vægt på, at et slag ikke ville være nok til at påføre de skader, chaufføren havde i ansigtet. Det mente forsvareren ikke, at der var bevis for.

Samtidig plæderede forsvareren altså for, at Bendtner handlede i nødværge, da chaufføren - efter de havde forladt taxaen - satte efter dem og altså kastede en flaske mod dem.

Bendtner i aktion for det danske landshold. Bendtner har spillet 81 kampe og scoret 30 mål for Danmark. Hvorvidt han er spillet sin sidste landskamp er endnu uvist.
Bendtner i aktion for det danske landshold. Bendtner har spillet 81 kampe og scoret 30 mål for Danmark. Hvorvidt han er spillet sin sidste landskamp er endnu uvist.
Foto: Mads Claus Rasmussen - Ritzau Scanpix

Nicklas Bendtners voldssag - en tidslinje

9. september: Anmeldt for vold

Søndag den 9. september kom det frem, at Nicklas Bendtner er anmeldt for vold efter en episode med en taxachauffør natten forinden.

- Chaufføren har været eller skal på operationsbordet med en brækket kæbe. Hvad status er med chaufføren, ved jeg ikke på nuværende tidspunkt, sagde kommunikationschef  i Dantaxi Rasmus Krochin dengang til TV 2.

10. september: Bendtners kæreste deler forklaring

Mandag den 10. september udsendte den danske angribers norske klub Rosenborg en pressemeddelelse, hvoraf det fremgik, at en 'svært nedtrykt Nicklas Bendtner, selv kontaktede klubben og informerede om, hvad der var sket'.

 

- Vi vil i fred og ro gennemgå det, som er sket, og vurdere, hvordan klubben skal reagere. Vi vil behandle Nicklas på den måde, han har krav på, uanset handlingen.

 

Samme dag fortalte Nicklas Bendtners kæreste Philine Roepstorff via Instragram sin version af sagen:

 

- Taxametret viste lidt over 50 kroner, da vi i utilfredshed står af ved Nationalbanken og nægter at køre videre med chaufføren. Det får ham til at gå amok. Han laver en U-vending og speeder efter os og råber ting som luder og bitch og kælling. Til sidst kører han ind foran os og springer ud af bilen og kaster en flaske imod mig. Den rammer ikke, men det er tæt på. Derefter farer han frem mod os, og min mand slår ham en gang og rammer åbenbart meget uheldigt.

 

Dantaxis kommunikationschef Rasmus Krochin afviste forklaringen overfor TV 2:

 

- Ifølge de informationer, som vi har, stemmer hendes forklaring ikke overens med det, som man kan se på video- og lydmaterialet fra taxaen. Ifølge vognmanden, som har set videomaterialet (taxachaufførens leder, red.), er det ikke sådan, hændelsesforløbet har været. Ifølge vores oplysninger, så viser videomaterialet noget andet.

11. september: Bendtner siger ord - nægter sig skyldig

På et ekstraordinært pressemøde i Trondheim, hvor Rosenborg har hjemme, satte Nicklas Bendtner for første gang ord på hændelsen tirsdag den 11. september:

 

- Som I har kunnet læse i medierne, har jeg rigtigt nok været involveret i en yderst uheldig og for mig stærkt ubehagelig situation omkring klokken to natten til søndag. Jeg kunne ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at den kunne udvikle sig, som den gjorde. Jeg er ekstremt ked af, at udfaldet blev så uheldigt, som det blev.

 

Rosenborgs daglige leder Tove Moe Dyrhaug udtalte følgende ved samme lejlighed:

 

- Vi har ikke vurderet, hvad vi gør, hvis Nicklas bliver dømt for vold. Så må vi vurdere situationen igen.

 

Samme dag sagde Nicklas Bendtners advokat Anders Németh til TV 2, at Bendtner 'nægter sig skyldig', og taxachaufførens bistandsadvokat Luise Høj udsendte følgende udtalelse:

 

- Min klient passede natten mellem lørdag og søndag sit arbejde som taxachauffør. Han kørte i den forbindelse med to kunder, som efterfølgende nægtede at betale for turen. Min klient blev derefter udsat for et groft overfald. I den forbindelse afvises alle påstande om, at min klient på nogen som helst måde har givet anledning til overfaldet.

 

Af udtalelsen fremgik det desuden, at chaufføren mandag blev opereret for dobbelt kæbebrud, og derfor først tirsdag var i stand til at reagere på Philine Roepstorffs udlægning af forløbet.

12. september: Taxa-direktør afviser forklaring

Onsdag den 12. september udtalte direktør Jan Britze for vognmandsfirmaet Jan's Taxi i Slangerup, der har taxachaufføren ansat, sig ifølge Fagbladet 3F.

 

- Som jeg ser det, er overfaldet ikke foregået som Nicklas Bendtners kæreste har beskrevet det i medierne. Når man ser optagelserne fra videoovervågningen, er der ikke tvivl om, hvad der er sket, og at han er blevet overfaldet.

21. september: Taxachauffør sigtes forsøg på vold

Onsdag den 21. september kom det frem, at taxachaufføren nøjagtig som Bendtner vil blive sigtet efter straffelovens mildeste voldsparagraf, hvor strafferammen går op til tre års fængsel.

 

- Han skal sigtes for forsøg på vold efter paragraf 244, bekræftede taxachaufførens forsvarsadvokat Mette Grith Stage overfor TV 2.

11. oktober: Taxachaffør overrasket over tiltale

Torsdag  den 11. oktober giver taxachaufførens advokat Mette Grith Stage udtryk for, at hendes klient er overrasket over at være blevet tiltalt for forsøg på vold:

 

- Overordnet set må jeg sige, at det kom bag på min klient, det her. Han anser sig selv som offeret i den her sag. Min klient blev sigtet af politiet for noget tid siden, så vi var forberedte på, at der måske også ville komme et anklageskrift rettet mod min klient.

 

-  Min klient nægter sig skyldig i det, han nu er blevet tiltalt for. Tiltalen mod min klient lyder på forsøg på vold, ved at han skulle have kastet en ukendt genstand mod Bendtner og hans kæreste uden at ramme, sagde hun til TV 2.

23. oktober: Bendtner tiltalt for spark i ansigtet

Tirsdag den 23. oktober kom TV 2 i besiddelse af anklageskriftet. 

 

Heraf fremgik det, at Nicklas Bendtner er tiltalt for at have tildelt en taxachauffør et knytnæveslag i ansigtet, som fik chaufføren til at falde. Efterfølgende skulle Bendtner have sparket taxachaufføren i ansigtet, hvilket resulterede i buler og rifter i ansigtet samt "et operationskrævende kæbebrud" for taxachaufføren.

30. oktober: Begge parter tiltalt yderligere

Tirsdag den 30. oktober blev både Nicklas Bendtner og taxachaufføren tiltalt i yderligere to forhold. 

 

Bendtner og chaufføren er begge tiltalt for at undlade at anvende sikkerhedssele. Derudover er Nicklas Bendtner tiltalt for at være gået fra regningen på 52 kroner, mens chaufføren er tiltalt for at have talt i en håndholdt mobiltelefon under kørslen.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik