Ni unge tæskede løs, da de inddrev narkogæld: Her er dommen

En kvinde og otte mænd er ved Retten i Roskilde dømt op til fire års fængsel for grove overfald på Sjælland.

Det var en narkogæld, der fik flere unge til voldsomt at overfalde og afpresse en mand for penge i Slangerup sidste år.

Det afgjorde Retten i Roskilde mandag, hvor ni unge i alderen 18-22 år er blevet dømt for flere tilfælde af vold, afpresning, frihedsberøvelse og røverilignende forhold. 

De ni, heriblandt én kvinde, som har haft et romantisk forhold til to af de dømte, fik mellem 60 dages og fire års fængsel for de i alt 38 straffeforhold. 

I en periode på et halvt år i 2016 truede de sig til mere end 60.000 kroner fra mindst seks ofre, lyder det i anklageskriftet. Flere af dem har i retten erkendt en forbindelse til rockergruppen Mongols MC.

Det er dog især frihedsberøvelsen af den unge mand ved Slangerup Station, som retten i domsafsigelsen lagde vægt på, fortæller anklager Randi Tvile. 

Den forurettede mand blev ved stationen ifølge anklageskriftet hevet ud af sin bil af maskerede mænd og slæbt ud på en græsplæne. Her blev han tæsket, sparket og trampet på.

Og ifølge retten var det den 22-årige Niklas De Boer, der agerede frontfigur for overfaldet. 

- Der blev lagt vægt på, at han var den styrende part under røverierne. Han er blevet dømt for langt de fleste forhold, siger Randi Tvile.

Med fire års fængsel fik han den længste straf blandt de ni røvere. 

Den jævnaldrende Jonas Hajib skal dog også ifølge Randi Tvile have været en stor initiativtager bag det grove overfald, hvorfor han af retten er blevet idømt tre års fængsel.

Under overfaldet ved Slangerup station, der udviklede sig til frihedsberøvelse på fire timer, har den dømte kvinde ageret lokkedue.

- Jeg udtrykte en form for bekymring, så han ville komme. Jeg prøvede at lokke ham frem, har kvinden tidligere erkendt.

For sin deltagelse blev hun idømt syv måneders fængsel, hvoraf fem er betinget, samt 100 timers samfundstjeneste. 

Domfældelsen vækker glæde hos anklagemyndigheden. 

- Jeg er tilfreds med, at alle ni i forskellig omfang er blevet idømt, og så er jeg tilfreds med de lange straffe. Det er efter min opfattelse et signal fra retten om, at det her ikke er i orden, siger Randi Tvile. 

Blandt de dømte er to brødre, der sammen med en tredje har fået en betinget udvisning med en prøvetid på to år.

De dømtes forsvarere meddelte i retten, at deres klienter ønsker betænkningstid i forhold til ankespørgsmålet. Kun to valgte ifølge Randi Tvile at tage imod dommen. 

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik