Er du ludoman? Ni simple spørgsmål giver dig svaret

Flere steder på nettet giver dig mulighed for at teste, om dine spilvaner har taget overhånd.

Mens hjælpen til ludomaner lader vente alt for længe på sig, så er det ikke spor svært at finde ud om, om man allerede er der, hvor man har brug for hjælp - eller bevæger sig lige på kanten.

For mens nettet er fyldt med fristende onlinespil, spænding og pengepræmier - ja så er der også steder på nettet, hvor man kan svare på spørgsmål og finde ud af, om måske har et problem, man bør forsøge at få løst.

En af dem, der står klar med en serie hurtige spørgsmål til folk i farezonen, der er Spillemyndigheden, der hører under Skatteministeriet. Spillemyndigheden følger og kontrollerer en lang række af de gevinstgivende spil, vi kan bruge penge på, og det er for eksempel også dem, der udsteder licensen, hvis man vil åbne et nyt online-casino.

Og hos samme offentlige myndighed, hvor man kan søge om tilladelse til at åbne et casino, ja der kan man altså også svare på spørgsmål og få et fingerpeg om, hvorvidt man har et spilproblem.

Det sker via Spillemyndighedens app, "Mit spil". Appen giver brugerne mulighed for at holde øje med de spil, de deltager i - og så kan de teste sig selv og finde ud af, hvordan de skal søge hjælp, hvis det viser sig, at der er et problem.

Lurer ludomanien? Disse ni spørgsmål giver dig et fingerpeg.

Spillemyndigheden har lanceret en app, hvor man kan teste sig selv. Det sker med følgende spørgsmål:

-Hvor ofte har du væddet for mere, end du egentlig havde råd til at tabe?
-Hvor ofte har du været nødt til at spille med større beløb for at opnå den samme spændingsfølelse?
-Hvor ofte er du vendt tilbage en anden dag for at forsøge at vinde de penge tilbage, du har tabt?
-Hvor ofte har du lånt penge eller solgt noget for at skaffe penge til at spille for?
-Hvor ofte har du følt, at du måske har et spilleproblem?
-Hvor ofte har din spilleadfærd givet dig helbredsmæssige problemer såsom stress eller angst?
-Hvor ofte har andre kritiseret din spilleadfærd eller fortalt dig, at du havde et spilleproblem, uanset om du selv syntes det var rigtigt?
-Hvor ofte har din spilleadfærd ledt til økonomiske problemer for dig selv eller din husstand?
-Hvor ofte har du følt dig skyldig over den måde, du spiller på, eller det der sker, når du spiller?

Hvert spørgsmål er på appen udstyret med flere svarmuligheder - og når man har svaret, regner appen en pointscore ud - og kommer dermed også med et bud på, om man er i farezonen.
(Kilde, Mit Spil, Spillemyndigheden)

Behandlingsinstitutionen Frederiksberg Centeret (Ikke at forveksle med shoppingmekkaet med næsten samme navn, Frederiksberg Centret) har også formuleret en række spørgsmål til folk, der frygter, at de har ludomani. De minder om dem, Spillemyndigheden stiller - og her lyder det, at svarer man ja,på et flertal af spørgsmålene - så har man formentlig brug for hjælp.

Det kan du læse mere om her.

For efterspørgslen på hjælp i hovedstadsområdet overstiger i dén grad omfanget af behandlingstilbud.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik