Ni personer kom til skade i bådulykke med høj fart

Ni personer kom til skade i en bådulykke lørdag eftermiddag ud for Dragør Fort. Ulykken skete ved et arrangement for speedbåde og med høj fart.

Der er sket en ulykke ved et bådarrangement i Dragør lørdag eftermiddag. Foto: Presse-fotos.dk

Opdatering klokken 20.10: De tre personer, der var hårdest medtaget fra bådulykken, har fået en lang række forskellige brud på knogler, men er ikke i kritisk tilstand.,

Lørdag eftermiddag er der sket en alvorlig bådulykke ved Dragør Fort, hvor ni personer er kommet til skade.

I første omgang lød meldingen, at tre personer var i kritisk tilstand.

- I alt ni personer er kommet til skade, og tre af dem er i kritisk tilstand, siger Jesper Frandsen, vagtchef ved Københavns Politi til TV 2.

Senere på aftenen blev den melding dog ændret til, at de tre ikke var i kritisk tilstand.

- Der var primært tale om, at de havde fået en lang række forskellige brud på knogler, men de er ikke i kritisk tilstand, oplyser vagtchef ved Københavns Politi Jesper Frandsen lørdag aften til Ritzau.

Tidligere lød det fra politiet, at ulykken involverede to både, der var kollideret. Men efter nærmere undersøgelser er meldingen nu en anden.

- Efter gennemsyn af en række videooptagelser kan vi konstatere, at der er tale om en soloulykke. Vi kan se, at ulykken sker, da båden laver en manøvre, hvor den rammer en bølge skævt, siger Jesper Frandsen til TV 2.

(Artiklen fortsætter efter videoen.)

00:31 Luk video

Region Hovedstadens Akutberedskab er til stede med et stort opbud.

Tre ambulancer er kørt fra stedet mod Rigshospitalet samt Hvidovre Hospital.

Lørdag er der blevet afholdt Copenhagen Poker Run, som er et stort træf for speedbåde ved Dragør Fort, hvor nogle af europas hurtigste powerboats samles.

Arrangøren har ved 17-tiden ingen kommentarer til ulykken, skriver Ritzau. 

Endnu har politiet ikke det fulde overblik og er fortsat ved at afhøre vidner, oplyser vagtchef Jesper Frandsen.

Alle pårørende er kort før klokken 17.30 blevet underrettet, oplyser Jesper Frandsen.

(Artiklen fortsætter efter videoen.)

00:39 Luk video

Ifølge Ritzau fik politiet om ulykken klokken 16.02.

Copenhagen Poker Run

  • Copenhagen Poker Run er et arrangement med powerboats, der er hurtige speedbåde. Det løber af stablen lørdag ved Dragør Fort på Amager i København. 
  • Det er en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor nogle af Europas hurtigste powerboats deltager.
  • Deltagerne skal sejle rundt i Øresund og indsamle spillekort. Bådene sejlede ud fra Islands Brygge lørdag morgen og sejlede blandt andet forbi Malmø og skulle ankomme til Dragør klokken 16. 
  • Konkurrencen går ud på, at båden med den bedste pokerhånd vinder - deraf navnet på konkurrencen. 
  • Adskillige både var forud for konkurrencen ventet ved opvisningen. Ifølge arrangørerne kunne publikum blive underholdt af lyden af 40.000 hestekræfter. 
  • Ud over selve konkurrencen skulle der også have været farttest af bådene. Desuden blev der udstillet showbiler, og publikum kunne købe mad og drikke under fremvisningen.

 

Kilde: Powerboats.dk, Baadmagasinet og Københavns Politi. 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik