Foto: TV 2 Lorry (Arkiv)

Ni på hospitalet efter technofest i København

Politiet måtte lørdag lukke technofest i København. De unge festdeltagere tog for mange stoffer.

Det er ikke ufarligt at tage til technofest. I hvert fald ikke, hvis man indtager hestebedøvelsesmiddel og fælgrens, mens bassen siger umf-umf-umf. Det måtte flere festdeltagere i lørdags konstatere i forbindelse med en technofest på Docken i Nordhavn.

Her måtte ikke færre end ni ambulancer i løbet af aftenen rykke ud til festen. Samtidig fandt politiet stoffer på over 50 gæster.

- Festen startede cirka 20.30, og vi lukkede den 04.15. I mellemtiden måtte vi tilkalde ni ambulancekørsler til personer, der havde taget for meget narkotika. De havde blandt andet taget ketamin og GHP, som er et produkt, der minder om ecstasy, siger vicepolitiinspektør Tom Struve fra Københavns Politi til TV 2 Lorry.

Han er overrasket over, hvor mange, der blev taget med stoffer på sig.

- Vi er oppe på omkring 60 sigtelser for forskellige overtrædelser af loven om euforiserende stoffer. Det er noget mere, end vi er vant til fra lignende arrangementer. Vi synes, det er mange, siger Tom Struve til TV 2 Lorry og fortsætter:

- Vi lukkede festen, efter at vi havde advaret arrangørerne én gang. Vi ville ikke sende så mange på hospitalet. Det var en kombination af, hvor mange folk, der fik det dårligt, og så antallet af gæster, der blev taget med narko, der gjorde, at vi til sidst måtte skride ind.