Ni anholdt ved stor bandeaktion

Mand fra bandemiljøet får et års fængsel for en oversavet pumpgun. Den blev fundet under en aktion på Sjælland

I alt blev ni personer anholdt, da politiet onsdag leverede morgenvækning til en række personer i det sjællandske bandemiljø.
      Og inden solen gik ned, havde en af de anholdte allerede fået sin straf.
      En 26-årig mand fra Herlev tilstod, at han var ansvarlig for en pumpgun, og så besluttede en dommer i Retten i Glostrup straks at afsige dom: Et års ubetinget fængsel.
      Klokken seks gik et større antal betjente i aktion i håb om at finde våben og narko. Og det lykkedes da også.
      Politiinspektør Magnus Andresen fra Task Force Øst er godt tilfreds.
      - Vi fik fjernet nogle skydevåben, som lå klar til at blive brugt, og vi fik vist politiets tilstedeværelse i en situation, hvor vi kunne mærke, at der var behov for, at vi kom ud og hilste på, siger han.
      Ud over den oversavede pumpgun blev der fundet en pistol og en revolver under aktionen.
      Ud over den 26-årige mand blev to andre - en 29-årig mand fra Hørsholm, og en 19-årig mand fra Hillerød - fremstillet i grundlovsforhør i Hillerød.
      De øvrige seks blev anholdt, efter at der blev fundet knive, slagvåben, tyvekoster, dopingmidler og lidt narko.
      Aktionen kom, fordi politiet har fornemmet, at banderne forsøger at etablere sig i nye områder og tiltrække nye medlemmer.
      - Aktionen retter sig mod nogle bestemte personer, der prøver at positionere sig i bandemiljøet, siger Magnus Andresen.
      Det er ifølge Ritzaus oplysninger især miljøet omkring indvandrerbanden Black Cobra, der var målet for aktionen.
      En af de byer, som politiet slog til i, var Herlev, hvor der de seneste måneder har været flere skudepisoder.
      Politiet har mistanke om, at volden hænger sammen med, at både Black Cobra og andre grupperinger forsøger at sætte sig på området og rekruttere nye folk.
      Også i byer som Hillerød, Albertslund, Greve, Køge, København og Næstved slog politiet til på morgenkvisten.
      I alt tog politiet på besøg på 25 forskellige adresser.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik