Netto-røvere kørte galt i stjålen Audi

Flugtbil forulykkede efter supermarked-røveri. Politiet mener, at røverne lavede flere ugerninger samme aften.

Med kort tids mellemrum fik to nordsjællandske Nettobutikker torsdag aften besøg af en maskeret røvergruppe.

I det første supermarked, der ligger i Holte, forskansede personalet sig fra gerningsmændene, som måtte opgive og flygte. Men i en anden Netto, der ligger i Fredensborg, lykkedes det knivrøverne at true sig til penge halvanden time senere.

Politiet fik dog hurtigt færten af deres flugtbil - en stjålet, sølvfarvet Audi A3 med stjålne nummerplader - og efter en mindre biljagt på de nordsjællandske veje kørte røverne galt.

- Nord for Hillerød forulykker de ved en afkørsel. En af de tre i bilen bliver fastklemt, og de to andre stikker af derfra, fortæller vagtchef Dan Houtved fra Nordsjællands Politi.

- Han er ført til Hillerød Hospital, hvor han er under undersøgelse og behandling i øjeblikket. Han har formentligt trykket nogle ribben, men det skulle ikke være livstruende, tilføjer vagtchefen.

Politiet har endnu ikke haft mulighed for at afhøre den kvæstede, 27-årige anholdte, som ligger på sygehuset under bevogtning, og de leder nu efter hans to medgerningsmænd.

Hundepatruljer har snuset efter spor i det skovområde nord for Hillerød, hvor flugtbilen kørte af sporet. Indtil videre dog uden resultat.

Nordsjællands Politi mener, at røveriforsøget i Holte og røveriet i Fredensborg er begået af de samme tre mænd - blandt andet fordi der blev brugt den samme sølvfarvede Audi A3 ved begge episoder.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik